Tidligere storavler af mink vil lægge jord til kæmpe solcellepark

En solcellepark på over 300 hektar kan i fremtiden pryde en tidligere minkavlers marker. Pengene fra anlægget samt minkerstatningen skal gå til fremtidige investeringer uden for landbruget, fortæller indehaver.
Foto: Casper Dalhoff/IND
Foto: Casper Dalhoff/IND

I den midtjyske by Haderup er Gindeskovgård under en transformation.

Fra årsskiftet forsvandt minkbesætningen med 30.000 tæver, og nu overvejer den tidligere storavler Bo Torben Larsen, hvordan de 1700 hektar planteavl skal bruges.

1000 er forpagtet, men på de resterende 750 hektar skal knap halvdelen bortforpagtes til en solcellepark fordelt på to områder.

"Vi har fået den ene solcellepark på 190 hektar godkendt for 14 dage siden i Herning byråd, som skal i høring om fire uger. Den regner jeg med går i orden, og så arbejder vi på at få tilladelse til endnu en solcellepark på 120 hektar," siger Bo Torben Larsen til AgriWatch.

Bo Torben Larsen forpagter jorden til European Energy, og det godkendte solcelleanlæg forventes at yde omkring 166 MWp ifølge byrådets referat fra godkendelsen den 24. august.

Hvad de resterende hektar skal bruges til, ved Bo Torben Larsen ikke endnu.

"Enten skal resten sælges eller blive til skov. Måske leje det ud, hvad ved jeg. Man skal op i en vis mængde, før man får udnyttet maskinerne godt nok, og det er der, hvor vi ligger nu. Det kan godt gå hen og blive en brat opbremsning," siger Bo Torben Larsen.

Den tidligere minkavler ønsker ikke at oplyse, hvad han for per hektar for at forpagte sin jord til European Energy, men det er en bedre forretning end landbrug for tiden, mener han.

Opretter investeringsfirma

I mellemtiden har Bo Torben Larsen oprettet selskabet Gindeskov Invest Aps.

Selskabet skal ikke bruges til nye landbrugsaktiviteter, men derimod til værdipapirer og "lidt af hvert", som Bo Torben Larsen forklarer det.

"Jeg regner med at få en fair erstatning fra minkene - det er nogle millioner, det drejer sig om. Jeg tror ikke, at jeg behøver at lave mere efter, men jeg er jo iværksætter," siger Bo Torben Larsen.

Og det kan man være enig i, hvis man ser på den tidligere minkavlerens holdingselskab. Her står en egenkapital på 351 mio. kr. fra årsregnskabet 2020, hvilken er en stigning på mere end 200 mio. kr. fra året forinden.

Som det fremgår af det seneste regnskab, så har holdingselskabet tilgodehavender for 256 mio. kr., hvor posten året forinden lød på 24,4 mio. kr.

I november 2020 sagde statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde, at alle mink i Danmark skulle slås ned grundet fare for mutationer i coronavirussen, som spredte sig blandt landets minkfarme.

Efter længere tids forhandling kom regeringen og størstedelen af Folketingets partier frem til en erstatning til erhvervet på 15,57-18,77 mia. kr.

Minkavlerne skønnes af have en gennemsnitlig gæld på 8,7 mio. kr. per bedrift.

Afventer forhandlinger

Bo Torben Larsen har et øje på de igangværende landbrugsforhandlinger, som kommer til at spille en betydelig rolle for fremtiden.

Han er ikke just optimistisk for landbrugets fremtid, hvor han mener, at regeringen hovedkulds kaster sig ud i projekter så som forslaget om at afsætte 324 mio. kr. i at øge de samlede økologiske arealer.

"Alt afhængigt af, hvad regeringen kommer af udspil, så tror jeg nok, at jeg er en af dem, der opgiver, hvis der kommer for mange restriktioner," siger Bo Torben Larsen, der snart bliver 56 år, og fortsætter:

"Det er ikke kampen værd mere, for det er ligesom, da vi havde mink. Der ligger et pres over hovedet på en hele tiden. Det er ikke nødvendigt for mig mere at have landbrug, når det kommer dertil."

Bo Torben Larsen ejer en række selskaber inden for mink udover sine 1700 hektar landbrugsjord.

Han er ejer og adm. direktør for minkfarmene Gindeskovgård Aps og Hodsager Aps. Han ejer samtidig pelseriet Pelscenter Midtjylland Aps. Derudover driver han minkavl i Polen med 30.000 tæver.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også