Danskere udvider Slovakiets største svineproduktion markant med nyt opkøb

Det danske storlandbrug Dan-Slovakia Agrar færdiggjorde en stor udvidelse af sin svineproduktion i 2020. Nu har firmaet foretaget et nyt opkøb og udvidet både svineproduktion og jordareal markant. Ejere afviser ikke muligheden for at gå ind i slagterileddet på sigt.
Foto: PR Dan-Slovakia Agrar
Foto: PR Dan-Slovakia Agrar

Et turbulent år på det europæiske svinemarked skræmmer ikke det danske storlandbrug Dan-Slovakia Agrar fra at udvide sine aktiviteter.

Selskabet, hvis ejerkreds er tungt investeret i dansk landbrug, har i 2020 færdiggjort en udvidelse af sin svineproduktion, der bragte bedriften op på 10.500 søer. Ambitionerne stopper dog ikke der, og Dan-Slovakia Agrar har for nyligt opkøbt en landbrugsejendom med 2500 søer.

Samtidig har selskabet løbende siden regnskabet for 2020 opkøbt mere jord, så firmaet er gået fra 5000 til 9000 hektar. Det fortæller medejer af selskabet Erik Jantzen til AgriWatch.

"De seneste udvidelser har været muligheder, der har budt sig. Vi kigger altid efter muligheder, og vi har vækstet rigtig meget over det sidste år. Der kommer løbende nye muligheder, og vi er gearet både investeringsmæssigt og organisatorisk til at gribe dem," siger medejeren, der står bag Jantzen Group.

Erik Jantzen oplyser, at udvidelserne er i fuld drift, men han ønsker ikke at afsløre, hvad investeringen har været. Dan-Slovakia Agrar producerer alt sit foder til svineproduktion selv. Med udvidelsen kan selskabet nu producere omkring 450.000 slagtesvin om året, hvilket gør dem til Slovakiets største svineproducent.

"Vi kigger kun efter muligheder i Slovakiet. Det er der, vi er etableret, og det er det land, vi kender. Slovakiet har en selvforsyningsgrad på 40 pct., så der er et meget stort potentiale. At gå ind i et andet land kræver et nyt setup og koster en masse penge samt erfaring," siger Erik Jantzen.

Slagteriled er muligt på lang sigt

Mønstret i forhold til aftagning af svin i Østeuropa er væsentligt anderledes end i et land som Danmark. Der er ikke store slagterier i markedet, men flere mellemstore og typisk familieejede slagterier, fortæller Erik Jantzen.

Dan-Slovakia Agrar leverer svin i Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Kroatien og arbejder ud fra længerevarende faste aftaler med slagterier.

Som Slovakiets største svineproducent med egen foderproduktion samt samarbejdsaftaler med to biogasanlæg kunne det dog syntes attraktivt at udvide til at omfatte flere led af værdikæden som en integreret del af virksomheden.

"Vi har ingen planer om f.eks. at gå ind i slagterileddet, men jeg kan ikke afvise, at det kan ske på meget lang sigt. Som det ser ud nu, har vi fokus på at producere kvalitetssvinekød til en konkurrencedygtig pris," siger Erik Jantzen.

I er Slovakiets største svineproducent. Kunne man forestille sig, at I ville udvikle jeres eget brand på sigt, som Goodvalley har gjort det i Polen?

"Det kan man godt forestille sig. Jeg vil ikke afvise, at vi får vores eget brand. Når man er råvareproducent, betyder et brand mindre, men det er klart, hvis man skal ud at ramme forbrugerne, så er et brand vigtigt. Det har en vis værdi, fordi folk vil vide, at det, de køber, er af høj kvalitet. Vi har dog ikke noget konkret på vej ift. eget brand."

Ville det kræve jeres eget slagteri, hvis I skulle lave eget brand?

"Ikke nødvendigvis. Men det ville kræve et meget tæt samarbejde med et slagteri, så der kunne udvikles et produkt til forbrugerne, og det er ikke noget, vi har specielle planer om lige nu."

Turbulent år

Dan-Slovakia Agrar leverede i 2020 et overskud på 4,2 mio. euro (31,2 mio. kr.) og en bruttofortjeneste på 14,4 mio. euro (107 mio. kr.)

Erik Jantzen fortæller, at han har oplevet året som et meget turbulent år, som startede med priser på et usædvanligt højt niveau, der til sidst endte på et meget lavt niveau.

"Det var prisudsving, jeg ikke har set tidligere i min karriere," fortæller han og tilføjer:

"Spørgsmålet er, om man som virksomhed er gearet til det og forberedt på det. Svinepriser har altid kørt meget op og ned, men det har været mere ekstremt, end det plejer. Det er dog en del af gamet, og vi er gearet til det."

Selskabet har fokuseret på sin drift og omkostninger, da det som Jantzen siger, er de to faktorer virksomheden selv kan styre.

"Fokus på omkostningerne er bredt hele vejen igennem, og du kan ikke tage et enkelt element ud. Jeg kan dog fremhæve, at vi er selvforsynende med egen foderfabrik, hvor vi producerer alt vores foder selv. Det er et vigtigt element i en optimeret produktion, hvor vi minimerer mellemleddene og fungerer harmonisk," siger Jantzen.

For medejeren kan den største udfordring i 2020 betegnes som værende at håndtere de ekstreme prisudsving.

"I Danmark aftager Danish Crown alle dine grise uanset hvad, men sådan er det ikke i de markeder, vi er i. Et slagteri kan sige, de ikke har brug for så mange grise, og så er det selvfølgelig en udfordring at få flyttet grisene til de rette priser," siger han.

Forventer stort overskud i 2021

Med en markant større produktion og svinepriser, der har vendt en kedelig trend efter coronakrisen samt afrikansk svinepests indtog i Tyskland, ser Dan-Slovakia Agrar nu med fortrøstning på det nye år. Som svineproducent kan man dog aldrig vide sig sikker på et års udvikling, understreger Jantzen.

"Lige nu er priserne høje igen, men der er så mange usikkerheder. Vi ved ikke, hvordan covid-19 ender. Alle tror, det ender godt, og det gør det formentlig også, men intet er sikkert. Samtidig er situationen med svinepest i Tyskland uafklaret. Mange ting kan ske. I bund og grund er vi dog altid optimister, så vi forventer en udmærket gennemsnitspris i år," siger han.

Erik Jantzen fortæller, at Dan-Slovakia Agrar forventer et overskud på omkring 7 mio. euro (52 mio. kr.) i 2021.

Han påpeger, at når man som virksomhed har foretaget en stor udvidelse vil det tage tid at stabilisere og integrere.

Derfor bliver 2021 et år med fokus på indkøringer og konsolidering. Der er derfor ikke lagt i kakkelovnen til større tiltag, påpeger Jantzen. På den lange bane synes medejeren desuden at være godt tilfreds med at have en væsentlig aktieandel i selskabet.

"Vi er ikke interesserede i exit, som det ser ud nu. Vi er glade for vores projekt, og der er ingen i ejerkredsen, der har planer om exit. Gode projekter, skal man ikke gå ud af," siger Erik Jantzen.

Danske svineproducenters slovakiske storlandbrug giver tocifret millionoverskud 

Ni store svineprojekter får en tredjedel af statspulje på kvart milliard 

Slovakisk kommune er bremseklods for danskejet svineproduktions vækstplaner 

Danske svineproducenter færdiggør slovakisk udvidelse og henter tocifret millionoverskud

Firstfarms ser omsætning falde men løfter bundlinje en smule 

Goodvalleys direktør stopper: "Missionen er fuldført" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også