Banker og minkavlere kan trække i arbejdstøjet efter aftale

Selvom de enkelte erstatninger ikke er regnet ud, peger flere banker på, at mandagens aftale om erstatninger giver arbejdsro for avlere og pengeinstitutter.
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix/REUTERS / X02844
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix/REUTERS / X02844

Måneders venten og usikkerhed er snart forbi. Nu kan lommeregneren hos både minkavler, revisor og pengeinstitut findes frem.

Selvom mandagens aftale om mink-erstatninger fra 15 til 18 mia. kr. ikke giver et billede af, hvor mange penge den enkelte avler kan få, så giver aftalen en grad af arbejdsro for de involverede parter.

Det mener de banker, som AgriWatch har talt med.

"Det positive er, at vi nu har en aftale, som vi har ventet på længe. Det kommer aldrig til at dække de menneskelige omkostninger, men om det er en økonomisk god aftale, skal vi først regne på," siger Brian Skov Nielsen, der er områdedirektør for landbrug hos Sydbank.

Aftalen giver nu både minkavler og pengeinstitut mulighed for at regne på den enkelte bedrift.

"Det giver arbejdsro, at avlerne har udsigt til erstatning for det beløb, som de har investeret i farmen, og som vi har finansieret hos den enkelte avler. Det bliver en individuel vurdering hvor meget den enkelte avler får i erstatning. Den taksation må vi vente på," siger Brian Skov Nielsen, da AgriWatch fanger ham kort efter offentliggørelsen af aftalen.

Mulighed for beregninger

I samme boldgade lyder det fra Jyske Bank, at dagens aftale giver en ramme, som der nu skal regnes på.

"Aftalen giver et spænd, hvor vi på bedriftsniveau kan se på erstatningerne. Så har vi mulighed for at regne på et fremtidigt forretningskoncept for den enkelte kunde," siger afdelingsdirektør for Landbrug Nord i Jyske Bank, Per Vinstrup.

Han er dog spændt på at se, hvordan erstatningen for ti års fremtidig drift bliver fordelt, og hvorledes den er differentieret fra avler til avler ud fra f.eks. produktionsanlæggets alder og stand. Han mener dog, at aftalen giver en form for arbejdsro.

"Vi kan nu bedre tage en drøftelse med den enkelte minkavler for at drøfte deres ønsker til fremtiden. Vi kan trække i arbejdstøjet, for nu er det lettere at strikke en finansiering sammen som retter sig mod kundens fremtidige ønsker. Minkavlerne kan nu se fremad," siger Per Vinstrup.

Jyske Bank havde for andet kvartal i 2020 et udlån til pelsdyravl på 91 mio. kr.

Glædeligt med aftale

De seneste måneders venten og ingen indtægter efter nedlukningen har trukket på kreditterne hos minkavlerne. Derfor glæder landbrugschef i Danske Bank, Pernille Stenstrup Christiansen sig over, at politikerne har landet en aftale for minkavlernes skyld.

"Det er glædeligt, at man er kommet frem til en aftale. Det har taget tid, og i ventetiden er der fortsat terminer, faste udgifter og regninger, der skulle betales. For minkavleren har kreditterne derfor måtte holde for, fordi der ikke har været indtægter," påpeger hun.

Hun bakker op om, at aftalen giver arbejdsro.

"Det giver en form for arbejdsro. Vi har sammen med kunderne været afventende, men nu er der en aftale, og så vil vi sammen med kunderne forholde os til, hvad det betyder for den enkelte bedrift," siger hun.

Tal fra Sagro og Seges peger på, at de danske minkavlere har en samlet gæld i størrelsesorden omkring 9-10 mia. kr.

I 2019 var der knap 800 minkfarme i Danmark ifølge Danmarks Statistik, der også fortæller, at værdien af produktionen var godt 2,5 mia. kr. Sidste år havde farmene i snit et underskud på 0,7 mio. kr. mod et overskud på 3,3 mio. kr. i 2013.

Den gennemsnitlige heltidsbedrift havde i 2019 en gæld på 13,3 mio. kr.

Minkavlere kan gøre comeback: 60 millioner kroner er sat af til dvaleordning

Flertal har indgået aftale om erstatning til minkavlere på op til 18,8 milliarder

Manglende dvaleordning får DF og Konservative til at forlade mink-forhandlinger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Photo: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

For abonnenter

Læs også