Godsejer henter sønnen hjem til Clausholm

Clausholm Gods har fået ny godsforvalter, der som tidligere vicepræsident hos Kopenhagen Fur har stor erfaring fra minkbranchen, som godset leverer til.
Foto: Dalhoff Casper/Ritzau Scanpix
Foto: Dalhoff Casper/Ritzau Scanpix

Christian Alexander Berner har taget turen fra de bonede gulve hos Kopenhagen Fur til de landlige omgivelser på Clausholm Gods, hvor han er ansat som godsforvalter.

Hans far, Kim Alexander Berner, ejer godset i femte generation, og det er tanken, at den nye godsforvalter skal være sjette generation på stedet.

Godset, der driver i alt 900 hektar med skovbrug og juletræer og heraf 370 hektar bortforpagtet landbrugsjord, ligger sydøst for Randers.

"Jeg tager hjem til den fædrene gård. Min far tænkte, at der var brug for nye kræfter, og som led i at skulle overtage godset på sigt, så var det en idé at komme hjem og arbejde. Vi har ikke lavet generationsskifte endnu, så jeg er ansat som funktionær og har ansvar for godsets drift på nær mink," siger Christian Alexander Berner til AgriWatch.

Han har senest været vicepræsident hos Kopenhagen Fur, hvor han havde ansvar for de ikke-danske avlere. Og netop den stilling giver ham mange kompetencer, han kan bruge i det nye liv i Østjylland.

"Jeg har fået ledelseskompetencer og har haft chefstilling hos Kopenhagen Fur, og jeg er kommet ind i minkbranchen, som vi er leverandør til. Det giver netværk og viden omkring minkbranchen. Jeg er ikke ekspert i skind, men jeg kender hele værdikæden fra farm til solgt skind. Både nationalt og internationalt," forklarer Christian Berner, der dog fortsat må se sin far stå for den daglige drift af minkproduktionen, der i år leverede 80.000 skind.

"Jeg kan sparre med min far omkring minkproduktionen, hvilket også bliver nødvendigt, da jeg har ansvar for budgettet, og mink står for en større procentdel af vores omsætning. Min far vil fortsat være daglig leder af minkproduktionen, da minkproduktion er relativt specialiseret. Jeg starter med ansvaret for alt andet på godset, da jeg lige skal have det under huden, inden jeg kaster mig over ledelsen af minkproduktionen," siger den nye godsforvalter, som tiltrådte 1. februar.

Med sin baggrund som Cand. Merc. fra Copenhagen Business School har Christian Berner i modsætning til måske andre godsforvaltere ikke en baggrund i landbruget, og det er han ret bevidst om, selvom fortiden fra studiet og Kopenhagen Fur giver ham andre fordele.

"Mange andre på godserne er uddannet inden for landbrug, mens mine kompetencer er inden for det administrative og strategi, men jeg skal starte fra bunden og have gummistøvlerne på, for jeg er af den overbevisning, at du skal kende produktet, hvis du skal styre forretningen," siger han.

Tror på mink

Clausholm Gods har en større minkproduktion, der som nævnt i år står for 80.000 skind, og selvom produktionen skaleres lidt ned, så tror godsforvalteren fuldt ud fortsat på en fremtid inden for pels.

"Det er et forsigtighedsspørgsmål. Jeg har ikke tiltro, at priserne stiger meget. Derfor er det fornuftigt ikke at budgettere med prisstigninger. Vi kan hurtigt få produktionen op igen. Vi fik 204,5 kr. per skind i 2019. Det er ikke noget, som rykker i det store billede," siger Berner og tilføjer om sine forventninger til branchen:

"Selv hvis priserne stiger 5-10 pct., så er det ikke nok. Jeg har dog tro på branchen. Primærproduktionen falder drastisk, og der vil være et behov for skind. Det er med mink, som er direkte handlet, at priserne går op og ned. Min bedste overbevisning er, at produktionen stemmer overens med efterspørgsel, men ingen kender det varelager, der er," siger han om nogle af de faktorer, der spiller ind i branchen.

Alligevel vil godset fastholde mink som en af de primære driftsgrene.

"Jeg tror på fremtiden for mink. Det har været vigtigt for os at kunne få produktionen hurtigt op, når priserne vender. Vi skal ikke skære så langt ned, at det ødelægger fremtiden for os," siger han.

Clausholm Gods har minkproduktion, juletræsproduktion, skovbrug, bortforpagtet landbrug, boligudlejning, jagt samt kulturelle forpligtigelser omkring Clausholm Slot og Park.

Godsejer får miljøbøde efter tastefejl i gødningsregnskab

Diskret rigmand er køber af Aalholm Gods 

Historisk lollandsk gods solgt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også