Danske Bank vil holde fast i landbrugskunder: "Indtjeningen skal løftes"

Niveauet for landbrugskunder i Danske Bank er passende, mener landbrugschefen, som fortæller, at banken fortsat arbejder med kundernes indtjening.
Foto: Danske Bank / PR
Foto: Danske Bank / PR

Landbruget er et stærkt og vigtigt erhverv.

Derfor er det også væsentligt for Danske Bank at være repræsenteret med kunder i netop landbruget. Det fortæller Pernille Stenstrup Christiansen, landbrugschef i Danske Bank.

Derfor er banken også tilfreds med det nuværende antal kunder på landbrug.

"Vi har en andel af landbrugskunder, som er passende. Der er en naturlig konkurrence imellem institutterne. Vi vil gerne have de gode virksomheder. Og vi skal have dem, vi tror på i fremtiden," siger hun og tilføjer om de skift, landbrugskunderne laver mellem pengeinstitutterne.

"Der har været perioder, hvor en driftsgren er presset, og det kan spille ind på kreditappetit. Lige nu er jokeren svinepest. Jeg tror, at mobiliteten imellem institutterne er mindre i en periode, og så vil den nok flytte sig igen.  Vi har vores kunder, og vi prøver at optimere dem, vi har," siger hun.

Danske Bank har bruttoudlån til dansk landbrug på 50,22 mia. kr, heraf er 39.5 mia. kr. i realkredit.

Planteavl udgør cirka 40 pct. af bankens udlån, svineproduktion udgør cirka 23 pct., mælkeproduktion udgør cirka 18 pct., mens andre driftsgrene udgør ca. 19 pct.

Det viser tal fra bankens tredje kvartal.

Landbrugschef i Danske Bank: "Investorer har en anden lommeregner" 

Stor spredning

Pernille Stenstrup Christiansen fortæller, at der er stor spredning på bankens kunder særligt i forhold til indtjening. Det stiller også krav til banken.

"Der er stor spredning i dem, som gør det godt, og dem som har det svært. Der mangler generelt indtjeningen. Landbruget er baseret på værdier, og der har manglet fokus på indtjening. Der er potentiale for at løfte indtjening og gøre bedrifterne mere robuste," siger hun og tilføjer om bankens indsats.

"Vi går altid i dialog med kunderne om, hvor de har styrker og svagheder. Og vi vurderer, hvad deres nulpunkt er, og hvor godt de præsterer. Vi plejer at sige, at du skal kunne tjene penge i tre ud af fire år," siger landbrugschefen.

Det er især effektivitet, der er nøgleordet her, mener hun. Og det er vigtigt for bedrifterne at finde det rigtige omkostningsniveau.

"Både jord og maskiner er dyre, og det er steder, hvor pengene let forsvinder hen. Det kan være et sted, hvor det er optimalt at gå sammen med andre og øge sin effektivitet," siger hun.

Det er også nogle af de elementer, som spiller ind, når Danske Bank skal rate sine landbrugskunder.

"Vi rater ud fra fakta. Det er evnen til at tjene penge, soliditet og evnen til at generere likviditet. Vi kigger også på ledelsen og produktionsapparatet. Men det er evnen til at tjene penge og evnen til at have soliditet, som er særlig vigtig," siger hun.

Formidabel mulighed

Fra landbrugschefens stol ser hun ind i et 2020, hvor især svineproducenterne står med gode kort på hånden for at skabe robuste bedrifter.

"Det ser godt ud, hvis vi kan holde svinepesten, hvor den er. Svineproducenter har en formidabel mulighed for at konsolidere sig. Mælkepriserne er fornuftige. Planteavlen er på et stabilt, men lidt lavere niveau. Mink- og juletræsproducenterne er dem, som er mest udfordret," siger hun.

Og især når det ser så lovende ud for svineproducenterne med en høj notering, er rådet fra landbrugschefen også at få nedbragt gælden.

"Jeg mener, at de skal konsolidere sig og nedbringe gæld. Der kommer en hverdag igen. Priserne kan hurtigt falde, og der kommer et normalt marked igen. Du skal have det lange blik og kigge ind i en normal situation. Nogle kan have brug for reinvestere, men vi ser ikke ind i en investeringsfest," siger Pernille Stenstrup Christiansen.

Ligesom hendes kolleger i de andre pengeinstitutter, så er det afrikansk svinepest, hun ser som den store trussel for dansk landbrug. Og fordi det er så svært at spå om de økonomiske konsekvenser, hvis sygdommen enten kommer til Tyskland og Danmark, er det også svært for bankerne at sætte tal på.

"Det er en kæmpe trussel. Vi ved ikke, hvad det kommer til at betyde, og vi har ikke tal for kundernes økonomi, hvis sygdommen kommer. Men det bliver dyrt for producenten og landet. Vi budgetterer ikke med det og beder heller ikke kunderne om det," siger hun.

LANDBRUGETS KAMP FOR KAPITAL: Tema om landbrugets økonomiske situation

Udenlandsk investeringsselskab fortsætter købsoffensiv i dansk landbrug 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også