Landbrugschef i Danske Bank: "Investorer har en anden lommeregner"

Der er fin interesse for dansk landbrug fra investorer, som dog vil have et andet afkast, end landbruget har tradition for at give. Det oplever landbrugschef i Danske Bank, Pernille Stenstrup Christiansen.
Foto: PR / Danske Bank
Foto: PR / Danske Bank

Der kan være flere investorer på vej ind i dansk landbrug.

Det er især værdien af landbrugsjord, som får investorernes øjne op for, at landbruget kan være et godt sted at investere.

Det mener landbrugschef i Danske Bank, Pernille Stenstrup Christiansen, der melder om en stigende interesse for at investere i dansk landbrug.

"Jeg oplever, at der begynder at være investorer, som spørger ind til landbruget. Det er også hjulpet af, at der er negativer renter. Men værdisikkerhed i jord er noget, som investorerne har fået øje på," siger hun til AgriWatch.

LANDBRUGETS KAMP FOR KAPITAL: Tema om landbrugets økonomiske situation

Men investorerne har også krav med, når pengene skal sættes i landbrugsjord og bedrifter.

"Investorerne vil gerne have værdisikkerhed. Hvis de skal putte penge i en driftsproduktion, så har de anden lommeregner, end landbruget har været vant til. Der skal tjenes penge. Landbruget skal slippe følelserne og tage lommeregneren frem, og det skal regnes rigtigt igennem," siger hun med henvisning til afkastet, som skal lokke investorer til.

Vil have penge for risici

Landbrugschefen siger, at hun har mærket den stigende interesse igennem det seneste år, men hun vil dog ikke sætte antal på henvendelserne fra investorerne.

"Det er primært danske investorer, men der er udenlandske indimellem. Investorer kigger meget på risici. Vi har ikke kontrol over vejr og vind, men de vil have betaling for de risici, landbruget ellers har," siger hun.

Det betyder også, at der er driftsgrene, som lige nu er mere fordelagtige at gå ind i for investorerne, mener hun.

"Det er især interesse for planteavlsejendomme, jeg er stødt ind. Der må gerne være husdyrproduktion med, hvis det kan driftes godt med et godt afkast. Men det er primært jorden, de er interesseret i," siger hun.

Løvens hule

Generelt vurderer landbrugschefen på, at landbruget er nødt til at tænke anderledes nu og i fremtiden for at sikre finansiering.

"Jeg er helt sikker på, at vi kigger ind i andre selskabsstrukturer. Jeg tror, at landbruget vil træde ind i "Løvens Hule" (tv-program, red.), hvor du skal søge efter investorer. Det har landbruget ikke være vant til. Landbruget skal række hånden ud til investorer, der tror på det, og alle brikker skal i spil," siger Pernille Stenstrup Christiansen.

Hun peger også på andre former for finansiering som sælgerpantebreve og vækstfonde, der blandt andet skal sikre de mange forestående generationsskifter.

Danske Bank har bruttoudlån til dansk landbrug på 50,2 mia. kr, heraf er 39,5 mia. kr. i realkredit.

Sjællandsk bankboss: Landbrugene i mit område er sundere end de jyske

Højere grænse for realkreditlån i landbruget kan komme i spil 

To realkreditselskaber sidder på flæsket i landbruget 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også