L&F bifalder EU's nye klimaplan

Landbrugets klimakamp skal kæmpes internationalt, og derfor er det afgørende, at EU hæver ambitionerne. Det mener Landbrug og Fødevareres direktør Anne Arhnung.
Foto: Gregers Tycho/ERH
Foto: Gregers Tycho/ERH

EU-Kommissionens skitse til den store klima- og miljøaftale for EU - Den Europæiske Grønne Aftale - blev præsenteret onsdag af EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Her er EU-Kommissionens store klimasatsning

Hun kunne fortælle om, at 100 mia. euro skal mobiliseres i jagten på EU's overordnede mål om at være klimaneutral i 2050.

Udspillet bliver mødt med bifald fra Landbrug & Fødevarer, der har samme ambition om et klimaneutralt landbrug i Danmark i 2050.

"Vi hilser den nye vækststrategi for EU meget velkommen og glæder os over, at EU vil forhøje klimamålene fra 40 pct. til 50-55 pct. frem mod 2030. I Landbrug & Fødevarer fremlagde vi i marts en vision om et klimaneutralt fødevareerhverv i 2050, så det er positivt at man på europæisk plan forhåbentlig også snart bliver enige om den målsætning," skriver Landbrug & Fødevarers adm. direktør Anne Arhnung i et skriftligt citat.

Hun fremhæver, at det er vigtigt, at landbrugets klimakamp foregår på internationalt plan.

"Klimakrisen er et globalt problem, der kræver omfattende reduktioner i hele EU. Vi håber derfor, at EU's øgede klimaambitioner får andre medlemslande til at forpligte sig mere på at reducere drivhusgasudledningerne, så EU kan leve op til Paris-aftalen," skriver Anne Arhnung.

Hun fremhæver desuden, at lobbyorganisationen gerne ser, at der efter 2030 etableres en landsektorsøjle, hvor EU's landbrugssektor får et fælles reduktionsmål fremfor den nuværende model, der indeholder meget forskellige nationale og konkurrenceforvridende reduktionsmål.

I det nye udspil fra EU-kommissionen er der lagt op til en markant ændring i landbrugsstøtten, da mindst 40 pct. skal øremærkes til klimainitiativer.

Hele planen kan læses her.

Ny landbrugskommissær: Fremtidens landbrug skal være mindre intensivt

Vagthund: EU-penge til pressede landmænd har for ringe effekt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også