Pensionskasser ser flere barrierer for landbrugsinvesteringer

Nogle savner den rette model for investeringer, andre savner kompetencer og prioriterer eksempelvis grøn energi og infrastruktur - pensionskasserne har ikke appetit på landbruget, lyder budskaberne fra flere fremtrædende aktører.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Logo: Jan Bjarke Mindegaard/Watch Medier
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Logo: Jan Bjarke Mindegaard/Watch Medier
AF OLE ANDERSEN, MICHAEL DUELUND

Danske pensionsselskaber holder sig med en enkelt undtagelse langt væk fra at investere i dansk landbrug, og det har de seneste års diskussion om den store gældsætning og kapitalbehovet i sektoren foreløbig ikke ændret på.

Det fremgår af svar til AgriWatch fra flere af de største selskaber, der bl.a. savner en brugbar forretningsmodel og et mere veludviklet, investerbart marked, og som derfor prioriterer andre sektorer i deres porteføljer af alternative investeringer.

"Sampension har valgt ikke at tage investeringer i landbrug med blandt de alternative investeringer, som der kan investeres i. Baggrunden er, at aktivklassen dels er ganske kompleks, dels ikke udgør et stort, veludviklet, investerbart marked. Vi har derfor vurderet, at det ikke vil være omkostningseffektivt at opbygge og vedligeholde den nødvendige organisation og viden til investering, risikostyring, håndtering af problemsager, generel overvågning og rapportering," siger Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension.

Foto: Henrik Olejasz Larsen/PR
Foto: Henrik Olejasz Larsen/PR

Han peger også på myndighedernes skærpede krav til pensionsselskabernes kompetencer inden for alternative investeringer de seneste år, både på bestyrelsesniveau og i forhold til processer og dokumention, som en af årsager til, at landbruget fortsat ikke er en prioritet for Sampension.

Landets største pensionsselskab ATP, der sammen med PKA, Pension Danmark og Industriens Pension indskød 500 mio. kr. i Dansk Landbrugskapital under Vækstfonden for knap tre år siden, har ikke foretaget yderligere investeringer i landbruget.

"Vi kigger efter at få et relevant, risikojusteret afkast, og der er vi ikke stødt på noget i sektoren, som har levet op til vores kriterier," siger Ulrik Dan Weuder, chef for alternative investeringer i ATP.

Andre prioriteringer

Heller ikke PKA har siden vist interesse for at investere pensionsmidler i landbruget.

"Vi har ikke i øjeblikket fokus på investeringer i dansk landbrug. Det er først og fremmest et spørgsmål om, at vi har valgt at prioritere andre investeringsområder, hvor vi mener at kunne skabe et godt langsigtet afkast i forhold til de risici, der er i investeringen. F.eks. har vi valgt at fokusere meget på investeringer i grøn energi og infrastruktur," siger PKA's investeringsdirektør Michael Nellemann Pedersen.

AP Pension etablerede tilbage i 2013 og som det hidtil eneste pensionsselskab herhjemme en særlig investeringsfond med henblik på opkøb af danske landbrugsjorde og landbrugsejendomme. Dengang med en investeringsramme på dengang 600 mio. kr., der blev investeret i en række landbrugsbedrifter.

Det er bl.a. erfaringer derfra, som i hvert fald dele af pensionssektoren afventer.

Ingen revolution i ejerskab

"Status er lidt uændret. Vi holder selvfølgelig øjne og ører åbne for, hvad der opstår af muligheder. Det er jo ikke fordi, der er sket en revolution i ejerskabet af dansk landbrug de sidste fem år. Vi har set nogle tiltag fra et enkelt pensionsselskab, og præcist hvordan det udarter sig, ved vi ikke, og det er jeg ikke opdateret på, ligesom Vækstfonden også har forsøgt sig med nogle initiativer," siger Henrik Nøhr Poulsen, Managing Director, Global Strategic Partnerships, i PFA, og tilføjer:

"Jeg vil ikke sige generelt, at vi ikke ser et potentiale. Men vi har ikke set en model, der har været tilpas attraktiv til, at vi har valgt at gå ind i den."

Pensionsselskabernes manglende interesse for investeringer i dansk landbrug blev også bekræftet tidligere i år, da 25 pensionsselskaber over en bred front ikke viste nogen nævneværdig interesse for en ny forretningsmodel i form af et aktieprospekt, som to erfarne landbrugsøkonomer og rådgivere, Anders Rousing og Niels Vestergaard Olsen, præsenterede dem for.

Planen er at rejse mellem 500 mio. kr. og 1 mia. kr. ved salg af aktier til pensionskasser på baggrund af et aktieprospekt gennem et nyt selskab under stiftelse, Ödger A/S. Det er i år blevet præsenteret for de potentielle investorer. Flere har dog forklaret, at landbruget ikke er et strategisk forretningsområde for dem, mens andre helt har undladt at reagere på invitationen.

25 pensionsselskaber siger nej til investering i dansk landbrug 

Ny fond vil investere kvart milliard i startups 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også