Landmand har genåbnet omstridt vej

Trafikken kan igen glide på Skovgårdsvej ved Askov, efter at landmand har fået fjernet halmballer og sand.
Storbonde har brugt halmballer til at spærre vej med i en strid med kommunen. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Storbonde har brugt halmballer til at spærre vej med i en strid med kommunen. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF TV SYD VIDEREFORMIDLET AF RITZAU

Trafikanter kan inden længe igen benytte Skovgårdsvej ved Aaskov i Vejen Kommune.

Landmand Martin Lund Madsen oplyser torsdag morgen til TV Syd, at han har fået fjernet afspærringer i form af halmballer og sand i nattens løb.

Ifølge tv-stationen står kommunens afspærringer dog endnu.

Landmanden meddelte onsdag, at han stopper sin årelange vejstrid med Vejen Kommune.

Det skete efter Vejdirektoratets afgørelse samme dag. Her blev det slået fast, at Vejen Kommunes ekspropriation af dele af Martin Lund Madsens marker til anlæg af en offentlig vej er i orden.

Vejen Kommune skal torsdag formiddag besigtige vejen. Det skal sikres, at vejen er sikker for trafikanterne.

"Der er en række formelle ting, der nu skal gøres. Politiet skal også ind over, inden vi kan åbne vejen for trafik." 

"Vi håber, at det kan ske meget hurtigt. Men der kan gå nogle dage," siger Vejens borgmester, Egon Fræhr (V), til TV Syd.

For et år siden blev det afgjort i Højesteret, at ekspropriationen af landmandens jord var ulovlig. Men det var på et andet grundlag.

Banedanmark og Vejen Kommune foretog i første omgang ekspropriationen efter loven om elektrificering af jernbanenettet, fordi vejen fører hen over en jernbanebro.

Men efter dommen i Højesteret valgte Vejen Kommune i stedet at ekspropriere vejen efter en paragraf i vejloven.

"Den enkelte borger er chanceløs, når det offentlige system er modstanderen," sagde Martin Lund Madsen onsdag i en kommentar til Vejdirektoratets afgørelse.

"Som borger i et retssamfund forventer man, at myndighederne følger Højesterets afgørelse". 

"Men i Danmark kan myndighederne åbenbart vælge at gennemføre det samme indgreb en gang til blot med henvisning til en anden paragraf og så gennemtrumfe det over for borgeren". 

Storbonden har det seneste år spærret den 1,4 kilometer lange Skovgårdsvej med sandsække og halmballer.

"Jeg håber, at min kamp ved domstolene og forskellige ankeinstanser har åbnet politikernes øjne for, at noget er helt galt i Danmark, når det gælder borgernes rettigheder i forhold til det offentlige," sagde Martin Lund Madsen.

Martin Lund Madsen taber milliondyr sag mod kommune og opgiver vejstrid 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også