Danske banker dropper investeringer i kontroversielt kødfirma

Danske Bank har på grund af skovrydning i Brasilien smidt kødkoncernen JBS på sin eksklusionsliste. Tre andre banker har også solgt sine investeringer i selskabet, mens Nykredit har holdt på sin position.
Foto: Andre Penner/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Andre Penner/AP/Ritzau Scanpix

Tålmodighedens grænse er overskredet.

Derfor har Danske Bank nu smidt det brasilianske kødselskab JBS på sin ekslusionsliste.

Det skyldes, at kødkoncernen, som i 2020 omsatte for over 300 mia. kr., i stor stil køber kød fra leverandører, der fælder skov for at få plads til kvæg.

Det bekræfter Danske Bank over for AgriWatch og peger på, at den brasilianske regering og virksomheder i landet skal forpligte sig mere på at forhindre skovrydning.

"Virksomheder med alvorlig risikoeksponering, herunder men ikke begrænset til JBS SA, er derfor blevet placeret på restriktionslisten på tværs af alle Danske Asset Managements og Danicas investeringsstrategier," skriver Danske Bank og uddyber:

"Data fra den brasilianske rumfartsorganisation Inpe, som blev offentliggjort i november 2020, viste, at skovrydning i Amazonas er steget til sit højeste niveau siden 2008, og 2020 var isoleret et af de værste i over et årti med hensyn til hektar jord ryddet. Det anslås, at mere end 70 pct. af afskovningen i Amazonas kan tilskrives kvægindustrien."

Banken har ikke ønsket at uddybe beslutningen yderligere.

4. september 2020 skrev Danwatch, at Danske Bank havde investeret 243.633 kr. i JBS, mens banken også havde investeret 3,23 mio. kr. i JBS' datterselskab Pilgrims Pride, som er en af de største kyllingproducenter i USA.

Fire banker har solgt

Med beslutningen følger Danske Bank i sporene på Nordea, som i juli 2020 meldte ud, at banken havde ekskluderet JBS.

"Vi har haft adskillige møder med dem i Brasilien og regelmæssige opdateringer på telefon og videomøder, og vi har ikke været imponeret over det engagement, vi så fra deres side," sagde chef for ansvarlige investeringer i Nordea Asset Management, Eric Pedersen, i den forbindelse til The Guardian.

Da Danwatch i september 2020 lavede en gennemgang af danske bankers investeringer i bl.a. JBS, viste den, at fem danske banker havde investeringer i JBS.

Fire af de fem banker har dog nu solgt aktierne, meddeler de til AgriWatch.

Foruden Danske Bank gælder det for Sydbank, Bankinvest og Jyske Bank. Hos de tre sidstnævnte banker er JBS dog ikke blevet ekskluderet.

Modsat er Nykredit investeret med 543.000 kr. investeret i JBS, oplyser banken.

"Dette er opgjort pr. 31/12-20. Investeringen fordeler sig på fire passivt forvaltede fonde. De 543.000 kr. svarer til 0,00015 pct. af de i alt 371,7 mia. kr., vi har under forvaltning i Nykredit Wealth Management," skriver banken i et skriftligt svar.

Dialog eller boykot

Sydbank havde under Syd Fund Management i september 2020 investeringer i JBS for 7,1 mio. kr., men selskabet afhændede sin sidste position i JBS den 3. november 2020.

Det skyldes dog udelukkende porteføljeovervejelser og ikke JBS' involvering i skovrydning eller de korruptionsdomme, som tidligere også har fået pensionsfonden ATP til at ekskludere selskabet.

Det forklarer Niels Skovvart, afdelingsdirektør i Sydbank.

"Dialog er vejen frem, og i mange tilfælde bærer den frugt. Gør den ikke det, så er der ikke andet at gøre end at ekskludere," siger Niels Skovvart om de generelle overvejelser. Sydbanks dialog med selskaber som JBS sker gennem konsulentvirksomheden Sustainalytics.

På Sustainalytics' hjemmeside bliver tusindvis af virksomheder vurderet for ders præstationer inden for ESG. Her rangerer JBS som nummer 12.992 ud af samlet 13.681 virksomheder med en score på 47,6. Virksomheder med en score på over 40 bliver placeret i den dårligst vurderede kategori, der har betegnelsen 'alvorlig'.

Niels Skovvart ønsker ikke at forholde sig konkret til JBS, da selskabet ikke har investeringsmæssig interesse pt. Han fastholder dog, at dialog som regel er bedre end at ekskludere.

"Hvis vi beholder en aktie og sammen med andre investorer lægger pres på, er der i det mindste et håb om, at man kan lave en forandring. Der er mange eksempler på, at det er lykkes især i Latin- og Sydamerika og i Asien," siger Niels Skovvart, som dog også erkender, at eksklusion kan have en effekt, hvis det bliver meldt offentligt ud fra store investorer.

Bankinvest er tavs

For Jyske Bank og Bankinvests vedkommende blev positionerne i JBS solgt på ukendte tidspunkter i 2020.

Hos kapitalforvalteren Bankinvest, der ejes af 38 danske pengeinstitutter, heriblandt Jyske Bank og Arbejdernes Landsbank, havde de i september 2020 kreditobligationer for 26 mio. kr. i JBS.

Bankinvest ønsker ikke at udtale sig om bevæggrunden for salget, mens det også er småt med kommentarer fra Jyske Bank. Fælles for begge pengeinstitutter er dog, at de også samarbejder med Sustainalytics.

"Grundlæggende tror vi rigtig meget på ændre virksomheders adfærd gennem dialog og aktivt ejerskab. Vi arbejder sammen med andre investorer omkring aktivt ejerskab via Engagement Forum hos Sustainalytics. Igennem dette arbejde er der indledt dialog med JBS omkring den specifikke udfordring. Vi følger tæt udviklingen i denne dialog, men vi har pt. ikke investeringsmæssig interesse i selskabet," skriver Flemming Larsen, chef for klienter i Jyske Bank.

Han ønsker ikke at uddybe yderligere.

JBS har for nyligt lavet et nyt løfte, hvor selskabet forpligter sig til at at stoppe forarbejdningen af kvæg, der kommer fra ulovligt skovbevoksede områder i Amazonas inden 2025 og i andre brasilianske skovområder inden 2030. Disse mål afspejler også, hvornår JBS vil være i stand til at spore både sine direkte leverandører og deres leverandører.

JBS vil være CO2-neutral inden 2040

JBS om kritik: "Rapportens konklusioner trodser logik"

Brasilianske Danish Crown-indkøb sættes i forbindelse med skovrydning

Nordea fjerner kødgigant fra porteføljemappe

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også