AgriWatch

Skattegæld og lageroprydning gav Deutz-Fahr-importør "utilfredsstillende" 2019

Konkurrencen i den danske maskinhandlerbranche er stor, og det kan mærkes hos maskinhandleren HCP. Selskabet kom ud med et stort underskud i 2019, mens omsætningen steg en smule. "Vi er bestemt ikke tilfredse," siger koncerndirektør.

Foto: Deutz Fahr PR-foto

2019 blev et år, der hurtigt vil gå i glemmebogen for maskinhandleren HCP, der importerer traktorer fra Deutz-Fahr og Zetor samt maskiner fra blandt andet Pronar.

Koncernen har netop offentliggjort regnskab for 2019, der viser et underskud på 9,2 mio. kr. mod et minus på 4,3 mio. kr. i 2018. Samtidig faldt driftsresultatet fra minus 1,7 mio. kr. til minus 2,6 mio. kr.

"Vi er bestemt ikke tilfredse med underskuddet, som er utilfredsstillende. Det er dog særligt en skattegæld på 3,5 mio. kr., som giver den store forskel fra 2018 til 2019," siger Sten Fähnø Thomsen, koncernøkonomidirektør i HCP, til AgriWatch.

Han fortæller desuden, at selskabet har brugt året på at få ryddet op i lageret, hvilket har har kostet på indtjeningen.

På toplinjen glæder koncernøkonomidirektøren sig over en mindre stigning fra 264,7 mio. kr. i 2018 til 269,5 mio. kr. i 2019.

"Vi har fået bedre fat på både det svenske og norske marked, hvilket gør, at vi på koncernniveau kan hæve omsætningen lidt," siger Sten Fähnø Thomsen.

Han forventer i 2020 en omsætning på niveau med 2019. Det kommer dog med det forbehold, at effekterne af coronakrisen endnu er svært at vurdere nøjagtigt.

Stor konkurrence

Den danske maskinhandlerbranchen er ind i en konsolideringsfase, og den vil HCP gerne tage del i.

"Vi vil se på de muligheder, der er, og jeg vil ikke afvise, at vi skal ud og gøre noget. Deutz-Fahr vil gerne have større andel, og det må vi tage bestik af," siger Sten Fähnø Thomsen, der kom til HCP i 2018 efter seks år som finansdirektør hos Nicholaisen.

Han vurderer, at selskabets største udfordring er den store konkurrence i branchen.

"Der er mange om buddet. Det er Hjallerup Maskinforretnings konkurs også udtryk for. Der er for mange udsalgssteder, og vi regner som importør med, at der sker mere. Noget vil blive fremrykket af coronakrisen," lyder analysen fra Sten Fähnø Thomsen.

HCP ejer datterselskabet HCP Maskincenter, der blev etableret i 2017 og står bag egen maskinforretning i Randers.

Datterselskabet kom ud med et underskud i driftsresultatet på minus 2,7 mio. kr. i 2019 mod et minus på 2,0 mio. kr. i 2018.

Mandag oplyste HCP Maskincenter, at selskabet fremover udliciterer sin værkstedsservice til AE Maskiner, som flytter ind hos maskincentret med 25 medarbejdere.

"Vi vil have større tyngde på service. Vores servicestab bliver større, og vores salgsaktivitet fortsætter, men servicenettet bliver bedre. Mere flere fol kan vi nå længere ud geografisk. Vi har store forventninger til det samarbejde," siger Sten Fähnø Thomsen.

HCP havde i 2019 57 medarbejdere, mens datterselskabet HCP Maskincenter havde 12.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch