Stemas' salgsdirektør: "Hjallerup-konkurs rammer ikke Weidemann-kunder"

Tidligere kunder, som har købt Weidemann-maskiner, af den nu konkursbegæret Hjallerup Maskinforretning, skal ikke være nervøse for, om der kan hentes hjælp eller rådgivning til maskinerne.
Det siger Robert Kjærsgaard, salgsdirektør i Stemas Maskinsalg A/S, der havde Hjallerup Maskinforretning som underforhandler, i en pressemeddelelse.
"Vi lader ingen med en Weidemann-maskine i stikken. Som importør og forhandler står Stemas Maskinsalg A/S helt og fuldt bag alle Weidemann-maskiner, der er solgt. Også i Nordjylland," siger Robert Kjærsgaard i pressemeddelelsen.
Hjallerup Maskinforretning indgav en konkursbegæring mandag aften. Det sker efter, at Agco opsagde virksomheden som forhandler af mærket Massey Ferguson.
I januar mistede maskinforretningen forhandlingerne af Fendt og Valtra.
Hos Stemas arbejdes der nu på en ny løsning. Dog er kapaciteten stadig til, at man løse salgs- og serviceopgaverne i Nordjylland som på tidligere niveau.
"I forvejen har vi en fast montør med servicevogn i området, og hvis der bliver behov, kan vi supplere med andre enheder fra vores flåde af bemandede servicevogne. Vi har også salgsfolk i nærområdet, så man går heller ikke forgæves, hvis man skal bruge en ny eller brugt Weidemann-maskine," siger Robert Kjærsgaard.
Samson på samme vogn
Samme besked kommer fra Samson Agrolize, som omdirigerer selskabets servicepersonale til det nordjyske område, hvis der skulle være et akut behov i den igangværende gyllesæson.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
"Med specialuddannede montører rundt omkring i landet hos vore servicepartnere og centralt her i Viborg, vil vi dirigere nødvendige reservedele og sliddele samt kompetent servicepersonale til enhver i det nordjyske område, der måtte have behov," siger adm. direktør i Samson Agrolize, Henrik Kirketerp-Møller i en pressemeddelelse.
Samsons gylleudstyr arbejder netop nu på højtryk ude blandt landbrugsbedrifterne og maskinstationerne.