Klynge efterlyser kapital til landbrugets iværksættere

Fordelingen af risikovillig kapital til værdikæden i fødevaresektoren er skæv, mener fødevareklynge. For at tiltrække flere investeringer til de første rækker i kæden går Food & Bio Cluster Denmark og låneplatform sammen om at sprede budskabet om en af løsningerne.
I den seneste uge formåede Thise Mejeri at låne 1 mio. kr. gennem crowdfunding. Indsamlingen af lånet tog 35 minutter. | Foto: Casper Dalhoff/ERH
I den seneste uge formåede Thise Mejeri at låne 1 mio. kr. gennem crowdfunding. Indsamlingen af lånet tog 35 minutter. | Foto: Casper Dalhoff/ERH

Når investorer skyder risikovillig kapital ind i iværksættervirksomheder i fødevaresektoren, lander langt de fleste penge hos leveringen af maden frem for hos primærproduktionen.

48 pct. af den kapital, der globalt bliver investeret i agrifood startups bliver investeret i løsninger til levering af fødevarer til forbrugere.

Det viser en analyse fra fødevareklyngen Food & Bio Cluster Denmark, der ser bekymret på tendensen i et klimaøjemed.

"86 pct. af klimaudfordringen ligger på bedriftsniveau, så der skal tiltrækkes kompetencer og kapital til iværksættere, der arbejder i denne del af værdikæden, hvis man tror på, at startups og scaleups er en del af løsningen til et klimaneutralt fødevaresystem," siger Claus Mortensen, der er ansvarlig for investeringsindsatsen i Food & Bio Cluster Denmark, til AgriWatch.

Ifølge Claus Mortensen er investorernes baggrund en stor del af årsagen til, at det er den sidste del af værdikæden, som løber med knap halvdelen af den risikovillige kapital.

"Investorerne investerer primært i startups i brancher, som de kender til, og hvor de har kompetencer og et netværk. Meget af den risikovillige kapital kommer fra tech-økosystemet og knap så mange fra landbrugssektoren," siger Claus Mortensen.

Food & Bio Cluster Denmark har omkring 275 betalende medlemmer og 2500 organisationer i sit netværk. Kernekompetencen for klyngen er forretningsudvikling, hvor fokus er på at finde de rette kompetencer og midler til startupvirksomheder.

Mere oplysning

Food & Bio Cluster Denmark arbejder med flere løsninger til at finde kapital til sine medlemmer.

Kapitalfonde og såkaldte business angels er nogle af disse, men i den kommende måned vil fødevareklyngen udvide sektorens horisont angående lån gennem crowdfunding.

I samarbejde med låneplatformen Lendino har Food & Bio Cluster Denmark åbnet de digitale døre til et webinar omkring lån gennem crowdfunding.

Andreas Christensen, der er stifter af platformen, fortæller, at den i høj grad bliver brugt af handels- og servicevirksomheder, mens det er sparsomt med fødevarevirksomheder.

"Vi ser ikke så mange fødevarevirksomheder på vores platform. Det må være et spørgsmål om oplysning, for fødevarevirksomheder må have et lige så stort finansieringsbehov som andre virksomheder," siger Andreas Christensen til AgriWatch.

I relation til fødevaresektoren er Thise Mejeri et eksempel på en virksomhed, der har lånt penge gennem crowdfunding, som AgriWatch tidligere har beskrevet.

På 35 minutter samlede andelsselskabet 1 mio. kr. ind gennem Coop Crowdfunding, som benytter sig af Lendinos platform. Den nye kapital skal bruges på Thises initiativ om at udfase importen af sydamerikansk soja, som bruges i mælkeproduktionen.

En bredere debat

Diskussionen går ind i en bredere debat, som Claus Mortensen og Food & Bio Cluster Denmark vil tage op.

Der kommer for få investeringer i danske startups i Danmark, hvor statslige instanser står for størstedelen af den risikovillige kapital.

"Faktum er, at Vækstfonden står for ca. 50 pct. af alle investeringer på tværs af industrier i startups og scaleups. Der er intet andet land i Europa, hvor statens rolle som investor er så stor. Vi skal have andre aktører på banen, hvilket vi i Food & Bio Cluster Denmark arbejder på," siger Claus Mortensen

Det bliver nemlig i sidste ende en nøglefaktor for fødevaresektorens klimadagsorden.

"Hvis man vil finde de løsninger til landmanden, der gør, at landmanden bliver mere klimavenlig, skal der noget risikovillig kapital og landbrugsrelevante kompetencer ind," siger Claus Mortensen og fremhæver f.eks. Rockstart Agrifood eller Accelerace acceleratorerne som en god mulighed for at finde både de rette kompetencer, netværk og kapital.

Food & Bio Cluster Denmark blev stiftet i begyndelsen af 2020 af organisationerne Agro Business Park, Danish Food Cluster, Nordjysk Fødevareerhverv og Videncenter For Fødevareudvikling.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også