Jais Valeur om markedet: Det værst tænkelige sted vi kan være

Smågrisenoteringen stjæler af Danish Crowns produktionsgrundlag, mens eksportmarkederne også er udfordrede. Topchef luner sig dog ved, at noteringen er steget betydeligt. 
Foto: Joachim Ladefoged
Foto: Joachim Ladefoged

Jais Valeur, koncerndirektør i Danish Crown, har sin opgave foran sig, hvis han skal genskabe slagterikoncernens konkurrenceevne og tilbyde andelsejerne en pris, der kan konkurrere med at sende smågrise ud af landet. 

”Det er en kæmpe udfordring for os, at vi ikke kan levere på konkurrenceevnen og gøre det attraktivt at holde grisene i Danmark,” siger Jais Valeur. 

Men det går den rigtige vej, fortæller han og påpeger, at Danish Crown i løbet af det seneste års tid har hævet sin notering betydeligt, så den i skrivende stund ligger på 13,8 kr. per kg.

Kun én gang før har prisen været højere. 

”Vores første prioritet har været at sikre, at det kan betale sig at producere slagtegrise, og det er vi lykkedes med. Vi har hævet noteringen med mere end 40 pct. sammenlignet med sidste år, og der er økonomi i at lave grise igen,” siger Jais Valeur. 

Langt fra mål

Næste opgave for slagteridirektøren bliver at få prisen så højt op, at den kan konkurrere med især tyskerne, der for tiden tilbyder en rekordhøj pris for smågrise for at sætte en dæmper på grisenes flugt ud af landet og sikre Danish Crowns slagterier et solidt råvaregrundlag. 

”Der er vi ikke endnu,” erkender Jais Valeur. 

Han fortæller, at håbet er, at man nærmer sig det punkt i fjerde kvartal af året, men at Danish Crowns erklærede målsætning om at have en notering, der er 60 øre bedre per kg. end indekset af EU-priser, ikke er realistisk at nå i den nærmeste fremtid. 

”Jeg må bare konstatere, at det er langt væk lige i øjeblikket, og der er ingen grund til at påstå, at situationen er en anden. Det punkt leverer vi ganske enkelt ikke på endnu,” siger Jais Valeur.

Historisk god notering — men den tyske er bedre

Selvom Danish Crowns notering for tiden er på noget nær rekordniveau, er der nemlig fortsat lang vej, hvis man skal gøre sig håb om at kunne konkurrere med de udenlandske priser, hvor den danske svinenotering er helt i bund på europæisk plan. 

Især den rekordhøje smågrisenotering, som fastsætter prisen for de grise, der i stedet for at blive opfedet og slagtet bliver sendt ud af landet, spøger. 

Men, forsikrer Jais Valeur, der bliver arbejdet på højtryk på at få genoprettet konkurrenceevnen. 

Smågriseprisen når ny rekord

En del af det beror på en tro på, at det tyske marked ”normaliserer” sig igen på et tidspunkt, og at tyskerne på sigt ikke længere vil være villig til at betale ekstra for tyskproduceret kød, som det ifølge direktøren er tilfældet lige nu. 

”Det tyske marked er et af de mest brutale. De tyske forbrugere er knivskarpe på, hvad varerne må koste, og der er hård konkurrence. Derfor har jeg svært ved at sige se, at man på lang sigt er villig til at betale mere for tysk kød,” siger han. 

Derfor kræver det også tålmodighed for slagterikoncernen, og i mellemtiden må man gøre, hvad man kan — og spare, hvor det kan lade sig gøre. 

”Det, vi kan gøre, er at styre vores omkostninger og få skåret virksomheden til. Det er det, vi satser på, og så er min forventning, at den tyske pris vil falde igen og mindske afstanden mellem tysk og importeret kød,” siger Jais Valeur. 

Eksporten i knæ

Det betyder bl.a., at Danish Crown har reduceret sit antal af medarbejdere markant på det seneste. Ikke mindst med annoncering af Sæby-slagteriets lukning, men også på det tyske marked, hvor produktionen bliver koncentreret omkring slagteriet i Essen. 

Kan man spare sig konkurrencedygtig?

”Det kan du ikke, men det kan hjælpe på situationen. I en situation som denne mangler der noget i størrelsesordenen på omkring to mia. kr., og det kan vi ikke spare. Derfor er det markedet, der driver den store forskel,” svarer Jais Valeur.

Han påpeger, at der udover ”ubalance” på det tyske marked, som presser Danish Crowns leverancer i Danmark, også er en stor udfordring på de globale eksportmarkeder. 

Den udfordring er ifølge direktøren svær at ændre på selv og påvirket af en lang række globale forhold, som f.eks. en svag japansk valuta. 

”Det er sådan set det værst tænkelig sted, vi kan være,” siger Jais Valeur. 

Og derfor er det bedste værktøj ifølge direktøren lige nu at spare, hvor der spares kan. 

Danish Crown lever ikke op til egne forventninger i ”udfordrende halvår”

Jais Valeur ønsker ikke at sætte et konkret beløb på de besparelser, Danish Crown forventer at hente igennem de tidligere beskrevne tiltag, men fortæller, at der er tale om et trecifret millionbeløb. 

Den fulde økonomiske effekt af besparelserne skulle gerne give udslag i løbet af fjerde kvartal i år. 

På trods af det overordnet set vanskelige marked, lykkedes det Danish Crown at hæve sin omsætning med omkring 15 pct., så den for første halvår af det forskudte regnskabsår endte på 34,5 mia. kr. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også