Renten på DLG's nye milliardlån afhænger af klimapræstationer

Den danske grovvarekoncern DLG tegner ny kreditfacilitet på over 4 mia. kr., der er tæt knyttet til selskabets præstationer inden for klima.
Christina Nielsen, økonomidirektør i DLG | Foto: PR/DLG
Christina Nielsen, økonomidirektør i DLG | Foto: PR/DLG

I februar lancerede grovvareselskabet DLG en ny bæredygtighedsplan, og nu udmønter den sig konkret i selskabets finansiering.

Andelskoncernen har således optaget en ny kreditfacilitet på 550 mio. euro (knap 4,1 mia. kr.), der er tæt forbundet til tre centrale mål. Det betyder, at renten på kreditfaciliteten – som selskabet ikke vil oplyse – kan justeres op og ned alt efter, hvordan DLG-koncernen leverer på de tre mål.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

"I DLG er vi meget fokuserede på, hvordan vi kan bidrage til den bæredygtige omstilling, og vi har sat en række konkrete mål, som vi kontinuerligt arbejder for at nå. Derfor var det naturligt for os at lave denne aftale med bankerne, hvor vi kobler nogle af vores konkrete bæredygtighedsmål direkte til en kreditfacilitet," siger Christina Nielsen, økonomidirektør i DLG, i meddelelsen.

Selskabets første første mål er at reducere udledningen CO2-ækvivalenter med 30 pct. fra koncernens egen produktion og logistik samt indirekte udledninger forårsaget af indkøbt energi (scope 1 og 2) i 2025 sammenlignet med 2019. DLG er i øjeblikket i proces med at få valideret sit mål af Science Based Targets Initiative.

DLG oplyste i februar til AgriWatch, at selskabet ifølge et estimat udledte 195.000 ton CO2 i scope 1 og 2 i 2019, men tallene skal først revideres. Derfor bliver tallene først officielt tilgængelig i selskabets næste CSR-rapport.

Kreditfaciliteten omfatter ikke scope 3, som omfatter landmændenes udledning. Det er i denne kategori, at selksabet har den klart største udledning.

Det andet mål er, at al soja, der importeres i koncernen, senest i 2025 er ansvarligt og verificeret afskovningsfrit produceret. Det tredje mål er en reduktion i antallet af arbejdsrelaterede ulykker.

Den nye kreditfacilitet er indgået med danske, tyske og internationale banker og erstatter en eksisterende kreditfacilitet på 625 mio. euro (4,65 mia. kr.).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også