Arla søsætter testforløb med regenerativt landbrug

Mejerikoncernen skal blive klogere på, hvordan metoder fra regenerative landbrug kan styrke naturen og klimaet. Fire danske mælkeproducenter er med i et nyt projekt, der skal give mejerikoncernen en bunke data til videre behandling.
Foto: Ivan Boll
Foto: Ivan Boll

Over de næste fire år skal 24 Arla-andelshavere bide skeer med det regenerative landbrugs metoder.

Initiativet fra Arla er et testforløb, hvor mejerikoncernen vil indsamle data om, hvordan mælkeproduktionen gennem de regenerative praksisser påvirker naturen og klimaet.

Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

"Som landmandsejet mejeriselskab har vi en kæmpe interesse i at forstå, hvordan vi kan reducere den negative påvirkning og optimere den positive påvirkning fra mælkeproduktion," siger Janne Hansson, formand for Arlas Økologiske Råd, og fortsætter:

"En række landmænd i vores selskab har udforsket regenerative landbrugsmetoder i nogen tid. Båret frem af deres motivation har vi besluttet at vise en bredere tilgang til dette som andelsselskab, anført af de økologiske landmænd og en gruppe landmænd, der stiller deres gårde til rådighed."

I et regenerativt landbrug bruges der dyrkningsmetoder, der genopbygger landbrugsjorden til det økosystem, det oprindeligt har været. Det kan for eksempel være dyrkning af træer på dyrkningsarealet.

Mere forskningsbaseret viden

De 24 landmænd, der er fordelt ud over landene Danmark, Storbritannien, Sverige, Holland og Tyskland, vil i samarbejde med eksperter inden for regenerativt landbrug etablere et pilotprogram. Der er både tale om konventionelle og økologiske mælkeproducenter, som vil tage del i projektet.

Med eksperternes hjælp skal mælkeproducenterne indføre regenerative metoder, hvorefter Arla indsamler dataen og analyserer på, hvilken effekt praksisserne har på jordens sundhed, kulstofbinding, biodiversitet, økosystemprocesser, landbrugets rentabilitet og landmandens trivsel.

"Mens vi arbejder målrettet på at reducere vores klimapåvirkning, er den positive effekt, vi kan skabe som jordforvaltere, endnu ikke blevet videnskabeligt efterprøvet. Med dette projekt ønsker vi at sikre mere forskningsbaseret viden for at gøre det muligt for mælkeproducenterne at vælge de rigtige tiltag for fremtiden," siger Janne Hansson.

I samme ombæring vil mejerikoncernen indsamle data fra en række økologiske andelshavere, der samlet set vil være den største pulje af økologisk mælk i verden.

Således skal 916 økologiske andelshavere med en samlet årlig produktion på 1 mia. kg mælk udføre egenkontroller og registrere de aktiviteter, der fremmer biodiversiteten.

Arla har i alt 9400 andelshavere fordelt ud på syv lande. Arla har sat sig ambitionen at blive klimaneutral inden 2050.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også