AgriWatch

Nyt samarbejde skal bidrage med grønne løsninger i landbrugs- og fødevaresektoren

Et nyt partnerskab mellem danske virksomheder, universiteter og organisationer skal bidrage med løsninger, som skal bidrage til landbrugs- og fødevaresektorens grønne omstilling. Arla, Danish Crown og DLF er blot nogle af deltagerne i samarbejdet.

Foto: Jens Dresling

For at finde teknologier og løsninger til den grønne omstilling af landbrugs- og fødevareerhvervet, er det nødvendigt med et samarbejde mellem dansk erhvervsliv og universiteterne.

Således er rationalet bag et nyt partnerskab mellem flere store danske virksomheder, universiteter og organisationer, skriver Copenhagen Business School i en pressemeddelelse.

"Udfordringen med den grønne omstilling er stor, og den er kompleks. Samtidig er der brug for meget konkrete løsninger,"
siger Hanne Harmsen, der er chef for grøn omstilling på CBS og fremadrettet skal stå for implementeringen af projektet i Danmark.

Hun understreger, at udfordringerne er globale, men at det danske landbrugs- og fødevareområde har et stærkt grundlag for at skabe forskning og viden med en dokumenteret effekt. En viden, som vil være mulig at implementere bredt og succesfuldt via erhvervslivet.

"Derfor er det både stærkt og nødvendigt, at videninstitutionerne og erhvervslivet nu sammen vil arbejde for at sikre den viden og de løsninger, der skal til for at bringe os videre og i mål," siger hun.

Store selskaber deltager

Flere danske landbrugs- og fødevarekoncerner er blevet en del
af samarbejdet – bl.a. Arla, Danish Crown, Chr. Hansen og DLF.
Dertil otte danske universiteter, Teknologisk Institut og SEGES.

Partnerskabet skal i sidste ende resultere i viden og teknologier, der skal gøre det muligt at imødegå udfordringer inden for klima-, miljø og biodiversitet og samtidig skabe vækst og beskæftigelse.

Afsættet for partnerskabet er, at et bredt politisk flertal har besluttet at etablere flere Grønne Forsknings- og Innovationspartnerskaber.

Idéen er samtidig opstået i forbindelse med, at 300 forskere og repræsentanter fra erhvervslivet og NGO'er i sommer udgav et "roadmap" for den bæredygtige omstilling af landbrugssystemet.

Heri fremgik der fire hovedområder, som er dømt vigtige for den grønne omstilling: Animalsk-, plantebaseret-, bioteknologibaseret fødevareproduktion og alternative proteinkilder og arealudnyttelse.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch