Frøkoncern lander driftsresultat på halv milliard: "Der er tryk på kedlerne"

De økonomiske nøgletal hos frøkoncernen DLF fortsætter frem. Selskabet har oplevet en omsætningsfremgang på syv pct, mens driftsresultatet lyder på over 500 mio. kr. i de første ni måneder af regnskabet 2020/21.
Foto: DLF / PR
Foto: DLF / PR

Der er pil op hele vejen rundt, når øjnene falder ned over de økonomiske nøgletal, som frøkoncernen DLF har præsenteret for de første ni måneder af regnskabet 2020/21.

Omsætningen stiger med over seks pct. til 5,6 mia. kr. sammenlignet med de første ni måneder af regnskabet for 2019/20.

Driftsindtjeningen lyder på 621 mio. kr., hvilket er en fremgang på 29 pct. Driftsresultatet runder 503 mio. kr. mod 363 mio. kr. i samme periode for 2019/20.

Adm. direktør Truels Damsgaard konstaterer, at DLF har kunnet fortsætte de positive tendenser, som frøkoncernen kunne se ved halvårsregnskabet i marts.

"Det er de samme stærke makrotrends, som vi så forrige kvartal der folder sig ud i dette kvartal, der er et meget travlt kvartal for os. Der er meget tryk på kedlerne i Europa og Nordamerika. Det er en fortsættelse af generelt fornuftige og stærke markeder og især afsætningen til private forbrugere, har virkelig foldet sig ud," siger topchefen til AgriWatch.

Sydamerika i fremgang

Ved halvårsregnskabet, der blev præsenteret i februar, fortalte topchefen, at græsfrøsalget til det private segment var vokset 30-40 pct. i Nordamerika. Truels Damsgaard ønsker dog ikke at sætte tal på fremgangen efter tredje kvartal.

Et af de markeder, hvor DLF har oplevet fremgang, er i Sydamerika, hvor selskabet har været i gang med en omstrukturering, og det glæder DLF-direktøren, at det område mærker fremgang.

"Derudover har vi set forbedringer i Sydamerika, som er drevet af restruktureringer. Det bidrager til bundlinjen. De omkostninger, vi har taget ud, kommer ikke tilbage med det første. Men det stærke marked, vi især oplever til private forbrugere er initieret af corona," siger Truels Damsgaard, der dog også vil tilføje et men.

"Vi ved ikke, hvor længe det varer ved," lyder det.

Hvordan vurderer du mulighederne for at fortsætte den økonomiske fremgang?

"Jeg må erkende, at vi har haft en indtjening på et særdeles stærkt niveau i år. Det bliver svært at fortsætte den samme grad af vækst. Vores folk tror, at vi vil se en new normal  inden for afsætningen til private forbrugere på et højere niveau end før corona - men mindre end den er lige nu. Det er ikke sådan, at træerne vokser ind i."

Også på landbrug oplever DLF en salgsfremgang, men den er primært drevet af vækst på den sydlige halvkugle. DLF købte for to år siden det største græsfrøselskab på den sydlige halvkugle – PGW Seeds, der er en dominerende aktør i både New Zealand, Australien og Sydamerika.

"Afsætningen til landbruget er i god vækst især på den sydlige halvkugle, hvor vi har haft god fremgang i salget af frø. Vi har set et fornuft salg til landbruget i Europa, hvor vi følger budgettet. Men det er især i New Zealand, at vi går frem," siger Truels Damsgaard uden at ville sætte tal på fremgangen.

Opkøb er muligt

Og netop muligheden for at købe op er bestemt tilstede, hvis man spørger topchefen, der dog ikke vil komme ind på aktuelle planer. Men han erkender, at konsolideringen af selskaberne i DLF betyder, at opkøb af nye virksomheder er i spil.

"Vi ser opkøb som den del af vores kerneforretning. Vi ser på muligheder og vi er klar til at forholde os til konkrete muligheder," lyder det fra topchefen.

DLF har efter regnskabsårets første ni måneder en egenkapital på 2,6 mia. kr.

På den danske scene har DLF fra staten været med i et joint venture med DLG og Danish Agro om græsproteinselskabet Biorefine, og her er et af målene at udvikle protein til plantebaserede fødevarer. Det er et område, som DLF har rettet blikket mod også i eget regi.

Biorefine Denmark udvinder planteproteiner fra lucerne, kløver og græs, der kan udnyttes til foder til dyr og på sigt føde til mennesker.

"Det er en væsentlig forretningsmulighed, der skal forfølges yderligere. I DLF har vi  derudover en væsentlig aktivitet med produktion af grøntsags- og blomsterfrø. Det er et segment, som vi strategisk gerne vil vækste yderligere i. Væksten i dette segment kan både være organisk og gennem opkøb," siger Truels Damsgaard.

DLF er ejet af 3.000 danske landmænd og har afsætning af frø til omkring 100 lande globalt. DLF er vokset intensivt globalt over de seneste år og beskæftiger i dag omkring 2000 ansatte på verdensplan.

DLF-direktør vil have politisk aktion om nye forædlingsteknologier

DLF går efter flere kvinder i ledelsen: "Vi skal i gang med at rykke på det"

Dansk frøkoncern venter yderligere vækst i Nordamerika: "Der er virkelig tryk på" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også