Arla sænker mælkeprisen fra næste måned grundet corona

Arlas Andelshavere vil få færre penge for deres mælk fra starten af maj måned.
Således sænker mejeriselskabet mælkeprisen med 7,5 øre/kg for både konventionel og økologisk mælk.
Det skriver Arla i en meddelelse til andelshaverne.
"På grund af Covid-19-pandemien og de tiltag, som regeringer har foretaget for at hindre spredningen, har markedet for mejeriprodukter bevæget sig ind på ubetrådt land. Til trods for visse kortsigtede stigninger i detailsalget har lukningen af mange foodservice-virksomheder sammen med forårets rigelige mælkeproduktion og de usikre, globale økonomiske udsigter forårsaget betydelige prisfald på råvaremarkedet på tværs af alle kategorier i løbet af få uger," skriver Arla i meddelelsen.
Den nuværende situation med coronavirus vil fortsat gøre udsigterne usikre ifølge Arla.
I marts hævede Arla mælkeprisen med 7,5 øre/kg.