Medie: Statsministeriet står til kritik i minksag

Minkkommission lægger op til kritik af Statsministeriet ifølge høringsbreve, oplyser kilder til Ekstra Bladet.
Departementchef Barbara Bertelsen og statsminister Mette Frederiksen (S). | Foto: Jens Dresling
Departementchef Barbara Bertelsen og statsminister Mette Frederiksen (S). | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Der bliver lagt op til kritik af Statsministeriet for dets rolle i aflivningen af mink på grund af risiko for mutation af coronavirus.

Ekstra Bladet erfarer fra flere kilder, at det fremgår af høringsbreve, som Minkkommissionen har udsendt til en række af de aktører, som har været til afhøring.

Blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) og departementschef Barbara Bertelsen har været indkaldt som vidner i sagen.

Sagen har fået stor politisk bevågenhed, og efter planen udkommer en beretning om minksagen i slutningen af juni.

Når den udkommer, vil der maksimalt gå et år, før der skal udskrives valg, og flere politiske kommentatorer har spekuleret i sagens betydning i den henseende.

De, der står til kritik, modtager høringsbrevet, hvor der er et særskilt afsnit om deres rolle. Desuden er der et mere overordnet afsnit, hvor de enkelte myndigheders rolle og ansvar beskrives.

Her fremgår det, at kommissionen lægger op til en kritik af Statsministeriet.

Kritikken ”går helt op”, som en kilde beskriver det overfor Ekstra Bladet. Det er med henvisning til, at toppen af Statsministeriet ikke går ram forbi hos kommissionen.

Ifølge Ekstra Bladets kilder er der forskellige niveauer af den kritik, som kommissionen lægger op til.

Fødevareministeriet, der på daværende tidspunkt havde Mogens Jensen (S) i spidsen, står til at få en særlig hård kritik. Han gik af på grund af sagen.

Det er nu op til hver enkelt person, der er genstand for kommissionens kritik, at levere et svar på høringsbrevene. Herefter vil kommissionen komme med sin endelige beretning.

Minkkommissionens arbejde har drejet sig om den ulovlige ordre, der blev givet til at slå alle landets mink ned.

Det var i november 2020, at regeringen traf den historiske beslutning om, at samtlige cirka 17 millioner danske mink skulle slås ihjel for at minimere risikoen for covid-19-smittespredning.

Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen deltog på det centrale møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november, hvor det blev besluttet, at alle landets mink skulle aflives.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også