Styrelse giver lov til at bruge forbudt sprøjtemiddel til purløg

Kartoffelavlere får ikke lov at bruge Reglone på marker grundet sundhedsrisiko. Men til purløg må det bruges.
Reglone må godt bruges til nedvisning af purløg til frøproduktion i perioden mellem 21. juni og 1. september. | Foto: Nicolai Lorenzen
Reglone må godt bruges til nedvisning af purløg til frøproduktion i perioden mellem 21. juni og 1. september. | Foto: Nicolai Lorenzen
af ritzau

Miljøstyrelsen vil ikke længere give danske kartoffelavlere lov til at sprede det forbudte sprøjtemiddel Reglone på deres marker. Men styrelsen giver dispensation til at bruge midlet til purløg.

Det bekræfter Miljøstyrelsen i et skriftligt svar til Ritzau, efter at netmediet Gylle.dk har beskrevet sagen.

Fredag udstedte Miljøstyrelsen således en dispensation til at bruge Reglone til nedvisning af purløg til frøproduktion i perioden mellem 21. juni og 1. september.

”Der er givet dispensation til nedvisning af purløg til frøproduktion, da der er vist sikker anvendelse til nedvisning af purløg for både miljø herunder grundvand og sundhed,” skriver Miljøstyrelsen.

Ifølge Miljøstyrelsen er der tale om en lavere dosering af det forbudte middel, end der blev ansøgt om til brug på kartoffelmarker.

Her blev der givet afslag, da der ikke kan garanteres for sikkerheden i forhold til sundhed for børn og voksne, der er nabo til eller opholder sig tæt på eller i sprøjtede marker, lyder det.

”For purløg gælder endvidere, at der ikke er rimelige alternativer, og der er udført forsøg for at finde alternativer i perioden 2023-24,” skriver Miljøstyrelsen.

Nedvisning bruges blandt andet i forbindelse med frøavl for at stoppe planternes vækst, så det producerede frø kan høstes.

Reglone indeholder det aktive stof diquat, som har været forbudt af EU siden 2020. Diquat er tidligere blevet koblet sammen med skader på hjernen og er mistænkt for at have en sammenhæng med udvikling af Parkinsons sygdom.

Alligevel har Miljøstyrelsen årligt givet dispensation til de danske kartoffelavlere, så de kunne bruge midlet.

Men fredag skrev Information, at Miljøstyrelsen torsdag havde taget den endelige beslutning om, at give afslag på branchens ansøgning for 2024.

Det skyldes, at opdaterede beregninger viser, at der ikke længere kan garanteres for, at midlet er sikkert for naboerne til de sprøjtede marker.

Uden den nødvendige sikkerhed skal der naturligvis ikke udstedes dispensationer, lød det fra miljøminister Magnus Heunicke (S).

”Jeg ønsker ikke, at der bliver brugt Reglone i Danmark, og vi skal væk fra at give dispensationer og i stedet få udviklet alternativer til Reglone,” skrev Magnus Heunicke i et skriftligt svar til Information.

Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Magnus Heunicke.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også