Staten betaler for retssag om greenwashing mod Danish Crown

Udtrykket ”klimakontrolleret gris” kommer for retten. Klimabevægelsen og vegetarer har anlagt sagen.
Foto: Pr
Foto: Pr
Ritzau

En retssag imod Danish Crown, som beskyldes for at have vildledt forbrugerne ved at svøbe sig i grønne klæder, har fået offentlig støtte.

Det er Civilstyrelsen, der har bevilget fri proces til Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening, som har anlagt retssagen om såkaldt greenwashing.

Det oplyser Dansk Vegetarisk Forening. I en pressemeddelelse siger generalsekretæren, at han er lettet over afgørelsen.

”At vi nu har fået fri proces til sagen viser, at sagen er berettiget, fordi den er principiel,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

Fri proces indebærer, at det offentlige betaler retsafgiften og udgifterne til advokat. Desuden vil staten dække sagsomkostninger til modparten, hvis man taber sagen.

Retssagen blev anlagt i 2021. Danish Crown beskyldes for at have vildledt forbrugerne ved at bruge udtrykkene ”dansk gris mere klimavenlig, end du tror” og ”klimakontrolleret gris”.

Koncernen mener, at der er dækning for udtrykkene. Men i øvrigt er der nedlagt påstand om, at retten enten skal afvise sagen eller skride til frifindelse.

Sagen er blevet flyttet fra byretten i Randers til Vestre Landsret, fordi den anses for at være principiel.

Store spillere er gået ind i opgøret. Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri har stillet sig bag slagterikoncernen. På den anden banehalvdel har Forbrugerrådet Tænk meldt sig.

I forvejen har 1700 personer besluttet at støtte retssagen økonomisk, og der er blevet indsamlet mere end 400.000 kroner, oplyser Dansk Vegetarisk Forening.

Det er advokat Marc Malmbak Stounberg fra Kontra Advokater, der fører sagen.

”Retssagen er den første af sin slags og kan derfor skabe en vigtig juridisk præcedens på området for greenwashing af fødevarer,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Retsmøderne i sagen finder sted i slutningen af november og i begyndelsen af december.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også