Statsminister: Det har ikke været praksis at gemme sms'er

Det er kun sjældent, at det har været relevant at gemme sms'er, fordi de ikke bruges til sagsbehandling.
Foto: Philip Davali
Foto: Philip Davali
af ritzau

Der er intet odiøst i, at statsminister Mette Frederiksen (S) samt en række nøglepersoner i Statsministeriet og andre ministerier ikke har gemt eller journaliseret nogle af de sms'er, som er blevet automatisk slettet.

Der har ikke tidligere været en praksis, hvor politikere og embedsmænd skulle gemme deres sms'er. Det skyldes, at konkret behandling af en politisk sag sjældent foregå via sms i stedet for e-mail.

Det siger statsministeren på et samråd tirsdag. Her redegør hun for de slettede sms'er i minksagen. Her blev millioner af mink aflivet på grund af coronavirus.

"Det er en ny måde at betragte sms-beskeder på, som noget der skal opbevares af dokumentationshensyn til brug for eksempelvis fremtidige undersøgelser," siger Mette Frederiksen.

Blot en uge efter et pressemøde om aflivning af millioner af mink uden lovhjemmel i 2020 stod det klart, at sagen ville blive undersøgt af en kommission.

Statsministeren og en række nøglepersoner havde dog en funktion slået til. Den slettede sms'er automatisk inden for 30 dage.

E-mails, notater og sms-beskeder skal gemmes, hvis de har forbindelse til en konkret sag og handler om sagsbehandling.

"Det vil have undtagelsens karakter, at sms-beskeder er journaliserings-pligtige," siger Mette Frederiksen.

Minkkommissionen er blevet nedsat for at gennemgå aflivningen af mink uden lovhjemmel.

Statsministeren understreger, at tidligere kommissioner ikke har bedt om at få udleveret sms'er i så stort omfang, som er sket i denne omgang.

Ifølge kritikere har regeringen og embedsmænd i langt højere grad end tidligere benyttet sms som kommunikationsform.

Minkkommissionen har gennemgået flere sms-beskeder under afhøringerne, selv om regeringen og embedsmænd altså kun har fundet anledning til at journalisere et fåtal.

"I den tilgang til journalisering, der finder sted nu, er der ikke sket ændringer i forhold til tidligere regeringer. Der journaliseres et meget stort antal e-mails og et meget lille antal sms-beskeder."

"Hvilket i meget vidt omfang er en afspejling af, hvilken type kommunikation der foregå på de to forskellige medier," siger Mette Frederiksen.

Hun føler, at kritikerne indimellem glemmer nuancerne.

"Den egentlige sagsbehandling foregår i Statsministeriets sagsbehandlingssystem og ved brug af e-mails. Det ved navnlig de tidligere ministre, der har deltaget i debatten, udmærket godt, selv om man godt kunne få indtrykket af det modsatte."

Statsministeren oplyser, at kommissionen har fået udleveret 18 enheder i form af 11 iPhones og syv iPads. De har også fået relevante simkort og oplysninger til at kunne tilgå Apples tjeneste for opbevaring på internettet kaldet iCloud.

"Men hvor mange telefoner jeg selv har haft i hænderne, det er der ikke et fuldstændigt overblik over," siger statsministeren.

Forsvarets Efterretningstjeneste oplyste tidligere tirsdag, at tjenesten ikke kan gøre yderligere for at genskabe slettede sms'er i minksagen.

Efterretningstjenesten ville have fulgt samme fremgangsmåde som politiet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også