Barbara Bertelsen: Sletning skal beskytte fortrolige sms-beskeder

Sletningen af sms-beskeder skal beskytte fortrolige beskeder, forklarede departementschef i Minkkommission. Beskeder måtte f.eks. ikke kunne hackes.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Statsministeriets departementschef rådgav senest i sommeren 2020 statsminister Mette Frederiksen (S) til automatisk at slette sine sms-beskeder.

Det gjorde hun for at sikre, at der ikke lå fortrolige sms-beskeder fra andre landes statsledere eller andre partiers ledere, som kunne hackes eller på anden måde tilgås af uønskede parter.

Sådan lyder Barbara Bertelsens egen forklaring, da hun bliver spurgt til sletningen i Minkkommissionen.

"Så jeg har rådgivet om, at man skal lade være med at have en ophobning, fordi Gud forbyde det, at du taber din telefon," siger hun.

Departementschefen kan ikke huske præcist, hvornår hun rådgav statsministeren om den automatiske sletning. Og det var ikke Bertelsen selv, der ændrede Mette Frederiksens indstillinger på telefonen, fremhæver hun.

Men hun husker, at stabschef Martin Justesen var til stede, og at han derfor også har en indstilling med automatisk sletning.

Kommissionens udspørger, Jakob Lund Poulsen, vil vide, om Barbara Bertelsen overvejede at sætte indstillingen på pause, da et flertal i folketinget i december 2020 besluttet at nedsætte en granskningskommission, der skal undersøges forløbet om aflivningen af mink.

"Nej," svarede Bertelsen.

"Jeg har simpelthen ikke tænkt i det."

Topembedsmanden, der har en fortid i Justitsministeriet, fortæller, at hun i årevis har slettet sine beskeder manuelt.

I 2018 eller 2019 blev hun efter eget udsagn bekendt med, at man kunne indstille telefonen til at slette beskederne automatisk, og så slog hun det til.

Minkkommission med dens tre medlemmer blev nedsat i april i år, og den har fået en frist på et år til at komme med sin vurdering af sagen.

Umiddelbart efter at den blev nedsat, bad den ministerierne om at stoppe eventuel sletning af materiale såsom sms-beskeder. Alligevel er det først for nylig, at statsministeren har slået funktionen fra igen.

Telefoner og andre enheder, der tilhører Mette Frederiksen og hendes nærmeste ansatte i Statsministeriet, blev sendt til politiet, der skulle forsøge at genskabe beskederne.

Onsdag oplyste Justitsministeriet i en pressemeddelelse, at det ikke har været muligt for politiet at genskabe nogen beskeder fra den relevante periode.

Topchef: Ingen advarsel om manglende lov på centralt minkmøde

Minister forstår spørgsmål om timing for sms-offentliggørelse

Venstre: Regeringen har gemt oplysning om slettede sms'er til efter valg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også