10 minutters "hurtigt arbejde" blev til tvivl om lovhjemmel i minksagen

I timerne efter regeringen oplyste, at alle mink skal aflives, spiller intern mail om hjemmel nøglerolle.
Foto: Casper Dalhoff/IND
Foto: Casper Dalhoff/IND
AF RITZAU

Da regeringen havde besluttet at aflive alle mink, opstod der i et døgns tid en tvivl om, hvorvidt der måske var lovhjemmel til at aflive alle minkene.

Fredag kom det frem i Minkkommissionen, at tvivlen tilsyneladende opstod på baggrund af en mail, der var over en måned gammel og byggede på ti minutters søgning fra en specialkonsulent i Sundhedsministeriet.

I mailen fra september 2020 beskriver specialkonsulenten Niels Torpegaard Christensen, at der i hans øjne var hjemmel i lov om hold af dyr, der hørte under det daværende Miljø- og Fødevareministerium.

"Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal ind i epidemiloven. I lov om hold af dyr er der hjemmel til aflivning," står der i mailen.

Tidligere har afdelingschef Tejs Binderup fra det daværende Miljø- og Fødevareministeriet forklaret, at hans ministerium aldrig har ment, at der her var hjemmel til at aflive alle mink i lov om hold af dyr.

"Så har der været en kort periode fra 4. (november) ved middagstid til 5. (november) ved middagstid, hvor der er nogen, der siger, at vi tror, at vi kan bruge jeres hjemmel alligevel," lød det fra Binderup i hans afhøring.

Den "nogen" er tilsyneladende Sundhedsministeriet. Her blev Niels Torpegaard Christensens mail, der på det tidspunkt var over en måned gammel mail og var udarbejdet i en anden sammenhæng, hevet frem.

Niels Torpegaard Christensen selv havde i mellemtiden skiftet job.

Han blev fredag spurgt, hvad vurderingen i mailen fra september byggede på. Han forklarede, at den byggede på en hurtig søgning. Selv vurderede han, at det havde taget måske ti minutters arbejde - og det havde ikke involveret andre ministerier.

Regeringens koordinationsudvalg, hvor en række topministre herunder statsminister Mette Frederiksen, vedtog på et møde om aftenen 3. november, at alle mink skulle aflives.

Om morgenen 4. november orienteres de forskellige ministerier om beslutningen. På et møde mellem flere ministerier rejser Tejs Binderup spørgsmål, om hvor der er hjemmel til beslutning.

Her henviser afdelingschef Dorthe Søndergaard fra Sundhedsministeriet til, at det må der være, hvis man spørger sundhedsmyndighederne på den rigtige måde.

En time efter sender hun dele af Niels Torpegaard Christensens mail til Justitsministeriet.

Derefter går der omkring 24 timer, hvor Miljø- og Fødevareministeriets vurdering udfordres, inden Justitsministeriet må tilslutte sig deres vurdering: At der ikke er hjemmel i lov om hold af dyr til at aflive alle mink.

I løbet af de 24 timer har regeringen om eftermiddagen 4. november præsenteret sin beslutning for offentligheden.

Topembedsmand tror ikke, at ministre kendte til manglende minklov

Ny advokatundersøgelse sår tvivl om Mette Frederiksens forsvar i minksag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også