AgriWatch

Regeringen giver partier forhandlingsultimatum i landbruget

Regeringen sætter med loft på 22 mia. kr. og klimamål foden ned i forhandlinger.

Foto: Anthon Unger

Efter nu 61 møder om en klimaaftale for landbruget har regeringen torsdag bragt et nyt udspil til forhandlingsbordet.

Udspillet skal danne ramme for de kommende landbrugsforhandlinger.

Partierne har indtil mandag klokken 12 til at finde ud af, om de vil forhandle videre på regeringens præmisser.

Det fortæller fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn (S).

"Nu er det så afgørende vigtigt at få landet en aftale om landbruget."

"Der er brug for handling. Danskerne forventer, at vi tager stilling, og at vi får landet en aftale," siger han.

Der ligger over 22 mia. kr. på forhandlingsbordet. Og det bliver budgettet til den videre forhandling, understreger ministeren.

"Det er betingelsen for at komme med til møderne fremadrettet."

Ud over den økonomiske ramme, skal partierne også være klar til at arbejde med et bindende klimamål.

I udspillet foreslår regeringen et klimamål for landbruget, der foreskriver, at der skal reduceres i CO2-udledningen med 40 til 60 pct. i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Og så skal der reduceres for 7,3 millioner ton CO2 i landbruget. Tidligere hed målet 7,1 millioner ton.

"Så er det klart, at der kan forhandles til og fra. Men det bliver med afsæt i den tekst, vi har lagt frem," siger Rasmus Prehn.

Særligt Venstre har gennem de mange forhandlingsmøder trukket i ønsket om at afsætte flere midler, så en klimaaftale ikke går ud over landbrugssektoren.

Partiet vil dog først udtale sig om regeringens udspil, når det er blevet gransket og drøftet internt, fortæller landbrugsordfører Erling Bonnesen (V).

Rasmus Prehn har dog en forventning om, at Venstre fortsat vil være med i en aftale. Han henviser til, at partiet slår sig op på at ville være et klimaparti.

SF er glad for, at regeringen er kommet med noget konkret. Men en reduktion af drivhusgasser på 7,3 millioner ton er ikke nok, siger landbrugsordfører Rasmus Nordqvist.

"Der skal minimum ske en reduktion på otte millioner ton."

"Og for os er et sektormål - som både er omtalt i forståelsespapiret og klimaloven - ikke at give et spænd på 20 procent. Det er at sige et tal, der skal leves op til," siger han og henviser til regeringens udspil til et klimamål for landbruget.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch