Forskere: Grib til lommerne eller glem landbrugets klimamål

Landbrugsforskere skriger på midler til udvikling af grøn teknologi. Men regeringen tøver, og udsigterne til indfrielse af klimamål syner mere sorte end grønne.
Foto: Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt
Af Ingeniøren - Videreformidlet af Ritzaus Bureau

Mere end nogensinde er der behov for investeringer i omstilling fra sorte til grønne produktionsformer, men politikerne tøver med at poste penge i omstillingen af landbruget.

Det siger fremtrædende landbrugsforskere i dag til Ingeniøren – hvor de også kalder på offentlige investeringer, der kan sætte tempoet kraftigt i vejret:

"Der mangler i den grad større villighed til at investere i forskning, innovation og implementering af teknologier, der kan reducere drivhusgasudledningerne på tværs af landbrugssektoren," siger Jørgen E. Olesen, institutleder på Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet (AU).

Han medgiver, at private investorer også skal bidrage:

"Men i første omgang skal politikerne facilitere nogle investeringscases, ligesom der skal laves nogle rammer og afsættes flere midler til at få afprøvet pilotcases, så vi kan nå derop, hvor vi har noget, der er så langt, at der kan tilføres en anden form for risikovillig kapital."

Jørgen E. Olesen bakkes op af Klaus Lønne Ingvartsen, institutleder på Institut for Husdyrvidenskab ved AU, der er »helt enig« i, at der mangler midler til at finde frem til en mere klima- og miljøvenlig landbrugsproduktion.

Konsekvensen af de manglende investeringer i bæredygtige landbrugsteknologier bliver ifølge Jørgen E. Olesen, at vi ikke når målet om i 2030 at have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent sammenlignet med niveauet i 1990.

Socialdemokratiets fødevareordfører, Anders Kronborg, meddeler i en skriftlig kommentar til Ingeniøren, at regeringen "er helt med på og enige i, at der skal gang i udviklingen af grøn teknologi på landbrugsområdet, men vi er også nødt til at tage det skridt for skridt i det rette tempo."

"Pengene skal følge udviklingen, og vi er nødt til at se resultater, før vi ved, hvad der er klogest at investere endnu mere i," skriver han.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Ingeniøren)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også