Johnson: Brexit bliver hård medmindre EU helt ændrer tilgang

De betingelser, som EU har opsat, er totalt uacceptable for Storbritannien, siger premierminister Johnson.
Foto: Toby Melville/REUTERS / X90004
Foto: Toby Melville/REUTERS / X90004
AF RITZAU

Det trækker op til en aftaleløs afsked med EU ved årsskiftet, siger den britiske premierminister, Boris Johnson, i en reaktion til EU-landenes stats- og regeringschefer, som er samlet i Bruxelles.

"Medmindre der sker en grundlæggende ændring af tilgangen (i EU, red.), så får vi en ordning som Australien," siger Johnson.

Med "Australien" henviser premierministeren til et såkaldt hårdt brexit, hvor Storbritannien ikke længere er knyttet til EU's toldunion og det indre marked.

EU og Australien har nogle aftaler om handel, hovedparten følger WTO-regler. Parterne har ikke en stor frihandelsaftale, som EU har indgået med en række andre større lande, blandt andet Canada.

Johnson havde forsøgt at få en aftale, som han har sammenlignet med aftalen mellem EU og Canada. Men det er ikke muligt, som meldingen fra EU-landene er nu, vurderer han.

"At dømme ud fra det seneste EU-møde i Bruxelles vil dette ikke kunne fungere for vores partnere i EU. De ønsker fortsat at have magt over vores lovgivningsmæssige frihed og vores fiskeri på en måde, som er komplet uacceptabel for et selvstændigt land," siger Johnson.

Premierministeren siger, at britiske virksomheder skal forberede sig på, at forholdene vil ændre sig efter 31. december.

Han giver udtryk for, at den model, der tegner sig, ikke bekymrer ham. Tværtimod mener han, at Storbritannien vil "få vind i sejlene som en uafhængig handelsnation".

"Vi kan klare det, for vi har hele tiden vidst, at der ville ske ændringer 1. januar - uanset hvilket forhold vi ville få. Det er på tide, at vores virksomheder bliver klar," siger han.

Den britiske regeringschef giver dog samtidig udtryk for skuffelse.

"Hvad årsagen end måtte være, står det efter EU-topmødet klart, at EU efter vores 45 års medlemskab ikke er villige til - medmindre der sker grundlæggende ændringer af tilgangen - at tilbyde dette land de samme betingelser som Canada," siger Johnson.

EU-Kommissionen hæfter sig ved, at den britiske regeringschef ikke opgiver, men at han stadig er parat til at søge en aftale.

"EU vil fortsat arbejde for en aftale, men ikke for enhver pris. Som planlagt vil vores hold af forhandlere rejse til London i næste uge for at intensivere disse forhandlinger," siger formand Ursula von der Leyen på Twitter.

Den overgangsperiode, der blev indledt efter Storbritanniens exit fra EU 31. januar i år, udløber 31. december.

De to parter står fortsat langt fra hinanden på blandt andet statsstøtte, regulering og fiskeri i forhandlingerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også