Agromek skyder 10 millioner i messecenter i redningsaktion

Herning Messecenter er hjemmebane for landbrugsmessen Agromek og en række andre messer, kongresser og aktiviteter i landbrugsbranchen.
Som følge af coronakrisen har messecenteret været truet på eksistensen, men en økomisk saltvandsidsprøjtning sikrer nu fremtiden. Blandt bidragsyderne er netop Agromek, som i forvejen var en af de store aktionærer i MCH A/S.
Agromek køber således en del af de kommercielle faciliteter på en tribune på fodboldsstadionet MCH Arena, hvor FC Midtjylland spiller hjemmekampen, for 10 mio. kr.
Det skriver Herning Messecenter i en pressemeddelelse.
"Vi er glade for, at det er lykkedes at lande en aftale, som har en fin balance mellem ejerforhold, ejernes interesser i MCH og den likviditet, vi hver især bringer," siger Sten Andersen, bestyrelsesformand i Agromek, i meddelelsen.
Han fortæller til Landbrugsavisen, at beslutningen om at skyde penge i et fodboldstadion skyldes vigtigheden af at have et sted at afholde messen.
"Det er det eneste sted i Skandinavien, der kan rumme os, så det er selvfølgelig i vores interesse at have et sted, hvor vi kan afholde Agromek," siger Sten Andersen til Landbrugsavisen.
Agromek har siden etableringen i 1974 været en international messe. Messen afholdes næste gang i januar 2021.
Relaterede artikler:
Agromek flytter tidspunkt
For abonnenter
Nutrifair er klar til konkurrence fra Agromek
For abonnenter