Klimaminister afviser CO2-afgift: Georg Gearløs-agtigt

Regeringen præsenterer onsdag nyt klimaudspil, men det bliver uden en CO2-afgift, som flere har efterlyst. Ifølge Radikale er regeringen tonedøv i sagen.
Foto: Niels Christian Vilmann//
Foto: Niels Christian Vilmann//
AF RITZAU

Klimaminister Dan Jørgensen (S) afviser at indføre en CO2-afgift som led i den klimaplan, der fremlægges onsdag.

Det skriver Børsen.

Når coronakrisen har ramt så hårdt økonomisk, er det ikke tiden at sende nye afgifter i borgere og virksomheders retning, siger han til avisen.

"Op mod 50.000 danskere har mistet jobbet, og rigtig mange virksomheder er i fare for at skulle lukke. De er pressede. Så er det altså ikke nu, vi kommer med den store stok og bøffer dem i hovedet."

Klimarådet, der rådgiver regeringen i klimaspørgsmål, har ellers sagt, at en CO2-afgift vil være den mest omkostningseffektive måde at nedbringe CO2-udledningen.

Men Dan Jørgensen mener, at en CO2-afgift er en "skrivebordsøvelse".

"Der findes ikke noget sted i verden, der har introduceret sådan en Georg Gearløs-agtig model, som Klimarådet foreslår," siger han til Børsen.

Han udelukker ikke, at det kan ske i fremtiden. Men altså ikke lige nu.

De Radikale har tidligere truet med at vælte regeringen, hvis ikke den fremlagde en klimaplan inden sommerferien. Det sker nu, men i partiet havde man også gerne set en CO2-afgift i Danmark.

Også de resterende af regeringens støttepartier har efterlyst en afgift.

I landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, er der dog glæde over, at man slipper for en CO2-afgift.

De Radikale: Regeringen er tonedøv

De Radikale kalder regeringen for "tonedøv" over for fagkundskaben, når den afviser at indføre CO2-afgifter.

Generelt har de seneste dages klimameldinger fra regeringen været meget, meget ærgerlige, mener Ruben Kidde, der er De Radikales stedfortrædende klimaordfører.

"Vi er utroligt skuffede," siger han.

Han henviser til, at Klimarådet, der rådgiver regeringen i klimaspørgsmål, kalder en CO2-afgift 1500 kroner per udledt ton CO2 for den mest omkostningseffektive løsning for at nedbringe udledningen.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) mener dog, at CO2-afgifter er "en skrivebordsøvelse". Og det bliver altså ikke en del af regeringens klimaplan, der fremlægges onsdag, har han sagt til Børsen.

Derudover har Dan Jørgensen afvist at lave en plan for udfasning af brug af biomasse som træflis og halm på nuværende tidspunkt.

"Vi har en klimaminister, der ikke mener, at sort skal være dyrt. Det, vi kender til nu, er langtfra nok," siger Ruben Kidde.

Tidligere har De Radikale truet med at vælte regeringen, hvis ikke den fremlagde en klimaplan inden sommer.

Klimaplanen fremlægges altså onsdag.

Ruben Kidde vil ikke svare direkte på, om De Radikale er så utilfredse med det, der tegner sig fra klimaplanen, at partiet alligevel agter at vælte regeringen.

"Hvis vi skal have en grøn omstilling i sneglefart, er det slet ikke nok," siger han.

Hos et andet af regeringens støttepartier, SF, erklærer klimaordfører Signe Munk sig ligeledes meget skuffet over regeringen.

"Jeg synes, det er ærgerligt, og det er overmodigt, at man uden videre fejer en CO2-afgift af banen. Det er helt tydeligt, at vi skal have arbejdshandskerne på i de her forhandlinger. Der kommer ikke høje nok ambitioner fra regeringen selv," siger Signe Munk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også