Mink-smitte stopper al rejse fra Danmark til Storbritannien

Udbruddet af coronavirus hos mink i Danmark får Storbritannien til øjeblikkeligt at stoppe indrejse fra Danmark.
Foto: Mads Claus Rasmussen
Foto: Mads Claus Rasmussen
AF RITZAU

På grund af udbruddet af covid-19 blandt mink indfører Storbritannien et indrejseforbud for alle, der rejser fra Danmark. Det skriver landets regering i en opdatering af sine rejseregler.

Indrejseforbuddet, der ikke inkluderer godstransport, er trådt i kraft klokken fem lørdag morgen.

"Rejsende der ankommer til Storbritannien fra Danmark vil ikke blive tilladt indrejse. Det betyder, at alle ikke-britiske statsborgere, der har været i eller rejst igennem Danmark i de sidste 14 dage vil blive nægtet indrejse af grænsepolitiet," skriver den britiske transportminister, Grant Shapps, på Twitter.

På den britiske regerings hjemmeside står der:

"Beslutningen om at handle hurtigt følger ny information fra de danske sundhedsmyndigheder om udbredt smitte med covid-19 på minkfarme og en særlig variant af virussen i nogle lokale områder," skriver den britiske regering.

Britiske statsborgere, der vender tilbage fra Danmark, skal nu gå i 14 dages isolation.

Onsdag fortalte den danske regering og Statens Serum Institut, at der var fundet en muteret udgave af covid-19, der havde spredt sig fra mink til mennesker.

Det fik regeringen, med Mette Frederiksen (S) i spidsen, til at igangsætte en komplet udryddelse af mink på danske minkfarme.

Hos Dansk Industri ser man på meldingen med står bekymring.

"Vi har naturligvis forståelse for situationens alvor, men for danske virksomheder er Storbritannien et af de vigtigste markeder og derfor er indrejseforbuddet meget alvorligt," skriver direktør for DI Transport Michael Svane og fortsætter:

"Vi kan frygte at det får en dominoeffekt så andre lande indfører et lignende indrejseforbud. For et land som vores der i den grad lever af samhandel, kan det naturligvis ikke undgå at få alvorlige konsekvenser."

Den britiske regering skriver, at Storbritannien har stor fokus på den potentielt muterede virus.

"Storbritanniens regering arbejder tæt sammen med internationale partnere for at forstå de ændringer i virussen, der er blevet rapporteret i Danmark og vi er i gang med yderligere forskning i Storbritannien for at kvalificere vores risikovurdering," skriver regeringen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også