Endnu en nordjysk minkfarm konstaterer coronavirus

En fjerde nordjysk minkfarm er konstateret positiv for coronavirus. Det fører til strengere restriktioner.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er fundet smitte med coronavirus på endnu en minkfarm i Nordjylland. Det oplyser Fødevarestyrelsen fredag eftermiddag.

I juni fandt Fødevarestyrelsen ligeledes coronavirus i tre andre nordjyske minkfarme. Den 30. juni måtte en af ejerne af en minkfarm aflive en besætning på cirka 4200 mink, for at sikre sig at smitten ikke ville brede sig.

Tidligere var 11.000 mink blevet aflivet på en anden farm i Nordjylland. Besætningen af mink i den nye sag vil ikke blive aflivet.

"For at undgå smitte uden for farmen, er den smittede minkfarm nu underlagt strenge restriktioner. Det betyder blandt andet, at besøgende skal bære en særlig maske, og at man skal gå i bad og vaske sit tøj, efter at man har været inde på farmen," siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nikolas Hove.

Ud over de skarpe regler for personaleværnemidler, har myndighederne siden juni stillet skrappe krav til omgangen med mink.

Nikolas Hove fortæller, at Fødevarestyrelsen har gået minkfarmens indhegning igennem for at minimere risikoen for, at mink kan slippe ud. Minkejeren skal ligeledes løbende optælle sine mink for at dokumentere, at ingen er løbet væk.

Med de tiltag, vurderer regeringen, at det er forsvarligt at lade smittede minkbesætninger leve, da risikoen for smittespredning er minimeret.

De mange nordjyske smittetilfælde på minkfarme fik i juni sundhedsmyndighederne til at iværksætte en større undersøgelse af eventuel smitte med coronavirus på minkfarme.

Ved to af de tidligere tilfælde af coronasmittede minkfarme viste det sig tilmed, at der var tilknyttede personer, der også var blevet testet positive for sygdommen. Desuden var der også i et tilfælde registreret smitte af en af ejernes hunde, der gik i nærheden af farmen.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også