Jurister kritiserer Aarhus Universitet for at tilbageholde dokumenter

Aarhus Universitet har tilsyneladende brudt loven ved at tilbageholde dokumenter om forskningsrapporter med alvorlige mangler.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AF INFORMATION FORMIDLET AF RITZAU

Ved at tilbageholde dokumenter om rapporter med alvorlige mangler har Aarhus Universitet tilsyneladende forbrudt sig mod offentlighedsloven og miljøoplysningsloven.

Det vurderer juridiske eksperter over for Dagbladet Information.

I to måneder har universitetet udskudt at udlevere dokumenter om sponsoreret forskning, som Information havde bedt om aktindsigt i. Først efter at Aarhus Universitet mandag havde offentliggjort resultaterne af sin egen interne undersøgelse af sagerne, imødekom universitetet anmodningerne.

"Det er meget tydeligt, at universitetet har forhalet aktindsigterne, til de var færdige med deres egen undersøgelse," siger offentlighedsrådgiver og tidligere forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen og tilføjer, at "det er i strid med loven."

Aarhus Universitets interne undersøgelse blev nedsat som reaktion på Informations afdækning af, at forskere ved Aarhus Universitet lod interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer og slagterigiganten Danish Crown påvirke en rapport om oksekøds klimabelastning.

Mandag meddelte universitetet, at undersøgelsen har fundet fejl og mangler i 34 af 55 rapporter, som Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) ved Aarhus Universitet har udarbejdet med støtte fra eksterne parter som virksomheder og interesseorganisationer. I tre tilfælde karakteriserer universitetet selv manglerne som "alvorlige".

Allerede i begyndelsen af september bad Information om aktindsigt i materiale vedrørende to af disse tre rapporter. Men først få timer efter, at universitetet mandag havde udsendt en pressemeddelelse om resultaterne af sin interne undersøgelse, imødekom universitetet anmodningerne. Samtidig modtog Information yderligere tre aktindsigter, som avisen ligeledes havde bedt universitetet om i begyndelsen af september.

Offentlighedsloven og miljøoplysningsloven fastslår, at sager om aktindsigt skal afgøres hurtigst muligt. Men forløbet viser, at Aarhus Universitet har "forhalet" meddelelsen af aktindsigt, indtil man selv var klar med en udmelding, mener Carsten Henrichsen, der er professor emeritus i forvaltningsret på Københavns Universitet.

"Det må derfor antages, at den alene har været bestemt af hensynet til at komme en mulig kritisk behandling af sagen i medierne i forkøbet," siger Carsten Henrichsen og tilføjer, at "et sådant hensyn er ikke lovligt".

Vibeke Borberg, der er advokat og ekspert i medieret, kalder det "påfaldende", at universitetet har brugt to måneder på at behandle aktindsigterne og så vælger at sende dem til Information, netop som de har offentliggjort deres egen interne undersøgelse.

"Det virker, som om svarene er koordineret med en kommunikationsindsats. Men det er der ikke hjemmel til i loven," siger hun.

I et skriftligt svar til Information skriver Aarhus Universitets chefjurist Louise Hauptmann, at besvarelse af aktindsigtsanmodninger og den interne undersøgelse på DCA er "to seperate processer". Hun fremhæver desuden, at alle, der har anmodet om aktindsigt, "løbende har fået besked om, hvornår vi forventede at kunne træffe afgørelse".

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Information.)

Minister vil sikre forskere bedre mod lobbypres

Aarhus Universitet finder alvorlige mangler i tre rapporter 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også