DAKOFO peger på efterafgrøder til at fodre biogasanlæg

Brancheforeningen for grovvareselskaber foreslår, at efterafgrøder skal bruges som biomasse til biogasanlæg. Det skal bidrage til den udfordrende energiforsyning, lyder det fra formand.
Foto: DLG/PR
Foto: DLG/PR

De danske landmænds efterafgrøder skal fremover puttes i biogasanlæggene.

Det foreslår DAKOFO, der er grovvareselskabernes interesseorganisation, i en pressemeddelelse.

I dag er det ofte tilfældet, at efterafgrøderne nedpløjes- eller visnes, men står det til Dakofos formand Kristian Hundebøll, skal afgrøderne bruges som biomasse.

”Europa står overfor en stor udfordring i at sikre sine borgere tilstrækkeligt energi over de kommende år. Den grønne omstilling og nu senest krigen i Ukraine har lagt et stort pres på den europæiske energiforsyning. Derfor lægger Europakommissionen op til en fordobling af den europæiske produktion af biometan, og det betyder, at biogas kommer til at spille en endnu større rolle,” siger Kristian Hundebøll.

”Det er afgørende, at vi finder løsninger til at levere biomasse til denne sektor, uden at dette skaber unødig konkurrence for vores foder- og fødevareproduktion eller stiller krav til større arealanvendelse,” fortsætter han.

Ifølge interesseorganisationen udgør efterafgrøder i Danmark et areal på godt 500.000 hektar. Med et estimeret udbytte til biomasse på 1,5-2 ton giver det et produktionspotentiale på 900.000 ton.

Hvis hele potentialet kan komme i brug, vil det betyde, at den danske biogasproduktion kan udvides med mindst en fjerdedel ifølge Kristian Hundebøll.

”Vi skal afsøge alle muligheder, når det handler om at sikre en stabil energiforsyning. Hvis det viser sig, at efterafgrøder kan bruges til biomasse, så sidder landbruget på en stor, uforløst ressource, som kan bringes i spil,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også