Landmænd sætter gang i kamp for nyt biogasanlæg i Trekantområdet

For få år siden kuldsejlede et projekt om et nyt biogasanlæg i Trekantområdet, men nu forsøger en gruppe landmænd igen at sætte strøm til tanken. Det er nu eller aldrig, siger svineproducent.
Linkogas' nuværende biogasanlæg i Lintrup.
Linkogas' nuværende biogasanlæg i Lintrup.

Landmænd fra Trekantområdet har i dag ingen mulighed for at levere biomasse til biogasanlæg i nærområdet, men det skal der laves om på.

Det mener en gruppe landmænd, der kæmper for at etablere et landmandsejet biogasanlæg.

”Tiden er inde nu til at gå den vej. Der er så meget politisk medvind til biogas lige nu, så hvis vi ikke kan finde ud af det nu, så kommer vi nok aldrig til det,” siger Niels Blem Sørensen, full-line svineproducent fra Jordrup, til AgriWatch.

Modtag AgriWatchs nyhedsbrev gratis!

Han er næstformand i leverandørforeningen Trekantområdets Forening for Biomasseejere og samtidig næstformand i den samlede styregruppe, der kæmper for opførslen af det nye anlæg.

Niels Blem Sørensen tror, at biogasanlægget kan blive opført i løbet af et par år, men det kræver initiativ fra lokalpolitikere i Kolding, Vejle, Fredericia og Vejen Kommune.

”Vi prøver at påvirke politikerne til at begynde at tage sig sammen.”

Hvad skal de tage sig sammen med?

”De skal finde en placering til os, og det vil vi gerne være behjælpelig med. Det kan være, de skal kigge hen over skuldrene på hinanden og finde ud af, om de kan samarbejde i stedet for altid at kigge på kommunegrænser.”

Kuldsejlet projekt

I styregruppen sidder desuden Vejle-Fredericia Landboforening, KHL og Linkogas. Sidstnævnte er ejet af omkring 70 landmænd, der i 32 år har produceret biogas i Lintrup i Sydjylland.

”Vi samarbejder med Linkogas, fordi de sidder med viden om at drive et landmandsejet biogasanlæg. Lige nu rådgiver de os, og så må vi se, om der skal være et fremtidigt samarbejde. Det skal naturligvis ikke berøre den egenkapital, som andelshaverne i Linkogas har opsparet,” fortæller Niels Blem Sørensen, der producerer 19.000 slagtesvin om året og kan levere, hvad der svarer til 18.000 kubikmeter biogas.

Han fortæller, at leverandørforeningen i dag er en gruppe af 18 landmænd, der samlet kan levere, hvad der svarer til 270.000 kubikmeter biogas. Håbet er dog at få langt flere landmænd med, så produktionen kan blive dobbelt så stor.

Halmselskaber vil vænne Danmark fra russisk gas

”Det har været svært at finde nok landmænd, der vil være med. Men jeg tror, tiden er inde til, at vi i landbruget finder løsninger. Vi er interesseret i at være en del af den grønne omstilling,” siger Niels Blem Sørensen.

Allerede for tre år siden forsøgte landmændene i Trekantområdet at etablere et biogasanlæg i Kolding Kommune, og dengang var det i samarbejde med Nature Energy.

Projektet faldt dog til jorden, og for Niels Blem Sørensen er det et udtryk for, at landmændene selv skal have ejerskab over anlægget og ikke indgå i en konstellation med nogle af de store, etablerede virksomheder.

”Når man samarbejder med store firmaer, kan man godt føle sig som en lille brik, hvor man forsvinder ned i den store kasse. Det er os, der sidder med værdien, og det skal vi huske.”

Stort biogasselskab hyrer amerikansk storbank i salgsproces

Svineproducenten anerkender, at der er behov for ekstern kapital for at etablere biogasanlægget og i fremtiden koble det sammen med andre teknologier som eksempelvis pyrolyse, græsprotein, solceller osv.

”Det er kapitaltungt, men der er meget kapital i samfundet. Selvfølgelig skal vi finde medfinansiering, så vi kan koble pyrolyse og andet på i fremtiden. Det er noget af det, vi skal undersøge.”

Vestjysk landbrug er gået i gang med stor udvidelse af biogasanlæg

Galoperende gaspriser er med til at firedoble Nature Energys driftsresultat

Flere landbrug er med i kampen om pyrolysemidler: ”Jeg vil gerne fremtidssikre mit landbrug”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også