Hundredvis af landmænd har søgt om tilskud til at erstatte marker med skov

Over hele landet har landmænd i hundredvis søgt om at få tilskud til at erstatte mark med skov, og de fleste af dem befinder sig i Jylland. Målet er, at skovrejsningen skal forbedre optaget af CO2 og mindske udledningen af kvælstof til vandmiljøer.
Foto: Marius Renner
Foto: Marius Renner

Mere skov og mindre mark.

Sådan ser fremtiden måske ud hos 381 landmænd, som vil erstatte deres mark og afgrøder med en skov af træer. De har i hvert fald den seneste tid søgt om tilskud til at rejse skov på deres marker.

Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Frank Josephsen Kargo, der er enhedschef i Landbrugsstyrelsen, forklarer, at man har oplevet stor interesse fra landmænd, der vil erstatte deres marker med skov – og nogle er sågar gengangere.

"Vi hører ligeledes fra mange, der tidligere har fået støtte til at plante nye skove, og de fremhæver glæden ved at skabe mere natur, og samtidig løfte gårdens herlighedsværdi," fortæller han.

Ansøgningerne om skovrejsning kommer fra hele landet, men især i Jylland har interessen været enorm. Ud af de ti kommuner med flest ansøgere, er ni jyske, mens Vejle indtager førstepladsen.

Her har 34 landmænd søgt om tilskud til at plante skove.

Skovene er ifølge Landbrugsstyrelsen ikke blot med til at optage CO2 fra atmosfæren, men suger også kvælstof til sig via deres rødder, som mindsker udledningen til nærliggende vandmiljøer.

Hvis de 381 skove realiseres, vurder Landbrugsstyrelsen, at de nye skove kan reducere kvælstofudledningen med over 25 tons årligt.

"Nu skal vi i gang med at se på ansøgningerne og her fordeler vi støtten, så den giver den største miljøgevinst for pengene. Det betyder blandt andet, at ny skov i områder, hvor kvælstof-belastningen er størst, bliver favoriseret," siger enhedschefen.

Tilskuddet til privat skovrejsning er en ordning fuldt finansieret af EU under det danske landdistriktsprogram for private ejere af landbrugsjord, som vil plante skov. Puljen er i år på 70 mio. kr.

De nye skove vil ifølge styrelsen blive pålagt fredskovspligt efter skovloven. Det betyder blandt andet, at skoven aldrig må fjernes, og at der altid skal plantes ny skov, hvis skovejeren fælder træerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også