Landbrugsorganisation utilfreds med tysk håndtering af afrikansk svinepest

Den tyske landbrugsorganisation Deutscher Bauernverband (DBV) efterspørger mere handlekraft og konsistens i den tyske håndtering af afrikansk svinepest.
Ligesom Danmark har opført et vildsvinehegn mod Tyskland, har vores naboland gjort det samme mod Polen. | Foto: Peter Hove Olesen
Ligesom Danmark har opført et vildsvinehegn mod Tyskland, har vores naboland gjort det samme mod Polen. | Foto: Peter Hove Olesen

Efter sidste uge bød på det første tilfælde af afrikansk svinepest hos tamgrise i Tyskland, er der opstået en voksende utilfredshed omkring håndteringen af situationen blandt de tyske landmænd.

Deutscher Bauernverband (DBV), der er Tysklands største landbrugsorganisation, efterspørger en hurtigere og mere konsistent tilgang til inddæmningen af den frygtede virus.

Det udtaler DBV-formand Hubertus Beringmeier i en erklæring.

”Taget i betragtning af den fortsatte spredning af dyresygdommen skal de tidligere krisestrukturer og beslutninger, der er blevet truffet på området, naturligvis forbedres betydeligt. Udviklingen viser, at vi har brug for mere effektive tiltag i de berørte føderale stater for at stoppe og skubbe epidemien tilbage," siger han i meddelelsen.

Beringmeier slår fast, at der bør lægges mere vægt på at skyde vildsvin ved grænsen til Polen, og et dobbelthegn er nødvendigt langs grænsefloderne Oder og Neisse for at beskytte Tyskland.

Lige siden afrikansk svinepest begyndte at sprede sig som en steppebrand har Tyskland – ligesom Danmark - arbejdet på at forhindre den i at sprede sig til landet. Strategien har involveret etableringen af et permanent hegn, som blev færdigt for nyligt.

Formanden efterspørger også, at svinebedrifterne pålægges at teste deres biosikkerhedsforanstaltninger mod virussen ofte, og
at mindre dyrehold i nærheden af smittede svinebedrifter skal forbydes og ejerne blive kompenseret, skriver organisationen.

Opfordringen fra DBV kommer næsten samtidig med, at den tyske delstat Sachsen, der også har set smitte blandt vildsvin, at man vil intensivere kampen mod afrikansk svinepest med flere penge,
mere personale og en styrket organisation, ifølge Pig Progress.

I år vil Sachsen bruge 18 mio. euro (134 mio. kr.) på kampen.

"Erfaringerne fra de sidste par måneder og den aktuelle udvikling i situationen med de første tilfælde af afrikansk svinepest hos tamsvin i Brandenburg viser, at vi har brug for, at flere ministerier bør være tættere involveret i kampen mod afrikansk svinepest," siger Petra Köpping, socialminister i delstaten, i en meddelelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også