Firstfarms frasælger en del af rumænske aktiviteter for et trecifret millionbeløb

Børsnoterede Firstfarms har underskrevet en betinget salgsaftale, hvor virksomheden afhænder dens nordvestrumænske aktiviteter, fremgår det af en pressemeddelelse.
Foto: PR-foto Firstfarms
Foto: PR-foto Firstfarms

Firstfarms har torsdag underskrevet en betinget salgsaftale (SPA), hvor den børsnoterede danske landbrugskoncern afhænder dens aktiviteter i det nordvestlige Rumænien til en pris på 104 mio. kr.

Det skriver Firstfarms i en pressemeddelelse.

Frasalget sker mindre end et år efter, at Firstfarms selv erhvervede aktiviteterne og frigør i alt 100 mio. kr. i likvide midler til koncernen.

I forbindelse med købet i 2020 er der samlet indtægtsført 19,7 mio. kr. før skat.

Firstfarms' adm. direktør Anders H. Nørgaard mener, at salget af aktiviteterne er et eksempel på koncernens omstillingsparathed.

"Da vi overtog aktiviteterne, ville vi bruge den kommende tid til at vurdere de forskellige muligheder og prioritere indsatsen i Rumænien. Det optimale har vist sig at være en afhændelse allerede nu," siger Anders H. Nørgaard i meddelelsen.

"Vi gør en god handel og realiserer 100 mio. kr. i frie midler, som blandt andet skal investeres i videreudviklingen af vores stadigt stigende aktiviteter både organisk og akkvisitiv," siger han og tilføjer desuden, at man samtidig "får værdifuld viden og erfaring med, som skal udnyttes i den øvrige del af forretningen."

Forventningen er, at handlen lukkes inden udgangen af 2021.

Salget ændrer ikke på de udmeldte forventninger for 2021, som er et EBITDA i niveauet 95-115 mio. kr. og EBIT på ca. 45-65 mio. kr.

Firstfarms-aktien steg torsdag eftermiddag med 1,7 pct. til 70 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Photo: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også