Ukraine fjerner omdiskuteret forbud mod handel med landbrugsjord efter 20 år

Torsdag blev et forbud mod handlen med landbrugsjord i Ukraine fjernet, hvilket betyder, at landets borgere nu kan købe jord, som før blev leaset ud. Liberaliseringen forventes på længere sigt at kunne åbne op for udenlandske virksomheder.
Foto: Daniel Hjorth
Foto: Daniel Hjorth

Efter næsten 20 år er det igen blevet muligt at sælge landbrugsjord i Ukraine, da landet torsdag har fjernet et omdiskuteret forbud i håbet om at tiltrække flere penge til en pengehungrende sektor.

Det skriver Reuters.

Åbningen af handlen med landbrugsjord i Ukraine har været diskuteret i årevis. Efter landet opnåede selvstændighed i 1991, distribuerede det omtrent 30 mio. hektar landbrugsjord til små, lokale landmænd, som indtil nu kun har kunnet leje jorden.

Men i marts 2020 stemte det ukrainske parlament for at fjerne et forbud mod salget af landbrugsjorden og dermed også åbne op
for, at landmændene kan købe jorden og selv forpagte den ud.

Torsdag trådte nye regler så i kraft, som betyder, at ukrainske borgere kan købe op til 100 hektar jord, mens virksomheder vil være i stand til at deltage i auktioner fra 2024, skriver Reuters.

"Vi vil være den første generation af ukrainere i 100 år, der ikke kun vil eje, men også disponere over vores egen jord," udtaler Ukraines landbrugsminister Roman Leshchenko, ifølge nyhedsbureauet.

Ukraines regering håber, at liberaliseringen vil betyde investeringer i og en modernisering af landets landbrugssektor, mens kritikere frygter, at lokale oligarker og udlændinge med mere købekraft ender med at købe jorden op i stedet for de ukrainske bønder.

Lige nu forbyder loven udlændinge og udenlandske virksomheder at købe landbrugsjorden – men loven åbner op for, at det kan ske i fremtiden, og en folkeafstemning om reglerne har været på tale.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også