Danske forskere vil regulere skadedyrs hormon og nedkæmpe insekter i fødevareproduktion

Hormon, der styrer billers urindannelse, er ifølge forskere fra København nøglen til at løse globalt problem med afgrøder og forsyning af fødevarer.
Foto: Jonathan Barrett/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Jonathan Barrett/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Biller er tilsyneladende ikke så harmløse, som de ser ud til.

De æder sig mætte i korn, kartofler og rismel på fødevarelagre verden over. Det anslås, at biller hvert år æder op mod en fjerdedel af den globale forsyning af fødevarer.

Men nu har forskere fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet fundet en metode, der kan bekæmpe billerne på hidtil uset måde.

Uden brug af sprøjtemidler - og uden at bier og andre nyttige insekter går tabt.

Det handler om billernes urin.

Forskerne har nemlig fundet de hormoner, der styrer dannelsen af urin.

"Nu ved vi hvilke hormoner, der styrer urindannelsen, og det åbner for udviklingen af stoffer, som ligner billens hormoner, og som eksempelvis kan få billerne til at danne så meget urin, at de dør af væskemangel," siger lektor Kenneth Veland Halberg.

Han medgiver, at det kan lyde en anelse kynisk.

"Det virker måske lidt ondskabsfuldt, men der er ikke noget nyt i, at vi forsøger at nedkæmpe skadedyr, som ødelægger fødevareproduktionen Nu forsøger vi bare at gøre det på en smartere og målrettet måde, som tager mere hensyn til det omgivende miljø end de traditionelle pesticider (sprøjtemidler, red.)," siger Kenneth Veland Halberg.

Det har vist sig, at biller regulerer væske- og saltbalancen på en måde, der er helt anderledes end andre insekter.

Og den forskel kan forskerne bruge til en målrettet bekæmpelse af skadedyret.

"I dag går de eksisterende insektgifte ind og lammer nervesystemet. Problemet er bare, at insekternes nervesystem ligner hinanden utroligt meget på tværs af arter. Derfor slår det også bier og andre gavnlige insekter på marken ihjel og gør skade på andre levende organismer end bare insekter," siger lektoren.

Forskerne har i forsøg med den røde melbille vist, at de via et injiceret hormon kunne styre billens urindannelse.

Nu handler det om at danne et molekyle, som ligner billens egne hormoner.

Samtidig skal stoffet kunne trænge ind i billen, eksempelvis ved at billen spiser det.

"Vi er i gang med at inddrage specialister i proteinkemi, som kan hjælpe os med at designe et kunstigt insekthormon," siger Kenneth Veland Halberg.

Der ligger ifølge lektoren "en del arbejde forude", før den nye form for skadedyrsbekæmpelse er klar.

Landmænd afprøver sensor - skal nedbringe pesticidbrug

Fransk insektselskab køber hollandsk konkurrent

Øget salg i Asien sikrede fremgang hos kemikoncern 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også