EU-forventning til svineproduktion vender 180 grader

Fra fald til stigning.
EU-Kommissionens forventninger til unionens samlede svineproduktion i 2021 har vendt over det seneste halve år.
I efteråret 2020 forventede kommissionen et fald på 0,7 pct. for 2021, men i foråret 2021 er forventningerne vendt til vækst på 1 pct.
Den europæiske svineproduktion vil derved løbe op i 23,4 mio. ton i 2021 ifølge prognosen. Det skriver Landbrug & Fødevarer i sit markedsnyt.
Men ifølge markedsanalytiker hos Landbrug & Fødevarer, Karsten Flemin, er forventningerne noget højt sat.
"En stor del af den stigende bestand af slagtesvin ved december tællingen var en konsekvens af mange overgående slagtesvin. Og ved udregning af ændring i bestanden af søer bør man se bort fra en stor stigning for Frankrig, der udelukkende skyldes en metodeændring. Uden Frankrig var der et fald på 1,2 pct. i antallet af søer i EU," skriver han.
Omvendt forventer Kommissionen et fald i eksporten af svinekød på 2 pct. efter to år med stigninger.