De første 50 millioner er udbetalt til 97 minkavlere

Fødevarestyrelsen er gået i gang med at udbetale erstatning til minkavlere.
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

De danske minkavlere er begyndt at få penge ind på deres konti for aflivningen af deres dyr og for skinderstatning.

Det oplyser Fødevarestyrelsen onsdag på Twitter.

En opgørelse på styrelsens hjemmeside viser, at de første knap 50 mio. kr. af 18,8 mia. kr. er udbetalt. De er fordelt til 97 minkavlere.

Langt størstedelen af beløbet - næsten 40 mio. kr. - er udbetalt som et forskud på erstatningen for skindværdien. De øvrige næsten 9 mio. kr. er honorarer, fremgår det.

Senere denne uge forventer styrelsen at tage hul på udbetaling af den tempobonus, som regeringen indførte i efteråret. Her kunne de minkavlere, som hurtigt fik aflivet deres besætning, få udbetalt en bonus per mink.

På et pressemøde i november 2020 oplyste statsminister Mette Frederiksen (S), at alle mink skulle slås ned.

Omkring 15-17 millioner mink blev aflivet i tiden efter. Det kom frem, at lovgrundlaget ikke var på plads for regeringen på tidspunktet for udmeldingen.

Det var frygtet, at mutationen cluster-5 kunne mindske effekten af en kommende vaccine. Minkene blev aflivet, så mutationen ikke skulle nå at sprede sig i samfundet.

Mutationen har ikke været fundet i Danmark i undersøgte prøver i de seneste måneder.

Trods regeringens udmelding var det ikke alle i minkerhvervet, der hurtigt aflivede deres dyr. De sidste mink blev ifølge Fødevarestyrelsen aflivet 4. februar i år.

Der kan stadig være levende mink i zoo-lignende anlæg. Der kan også være nogle, som holder mink som kæledyr. Men de danske minkfarme er tømt.

Et flertal i Folketinget har siden forbudt minkhold i Danmark. Forbuddet gælder til og med den 31. december i år.

Minkavlerne skal selv søge om at få udbetalt honorar og tempobonus hos Fødevarestyrelsen, der vurderer sagerne.

Fødevarestyrelsen opdaterer hver fredag eftermiddag tabellen over, hvor mange minkavlere der har fået penge, og hvor meget der er udbetalt i alt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også