Cepos vil have CO2-afgift på køer og lavbundsjord

To af landbrugets klimasyndere er lavbundsjorde og køer. Derfor er det oplagt at se på en CO2-afgift på netop de områder.
Det mener analysechef i Cepos, Otto Brøns-Petersen, ifølge Børsen.
"I forhold til landbruget, der skal man have en opgørelse af emissioner for at kunne beskatte det. Man kan vælge nogle ting at udskrive skat på til at starte med. Det bliver ikke så præcist, men det giver alligevel en effekt," siger Otto Brøns-Petersen til avisen.
Regeringen har tidligt skudt en CO2-afgift til hjørne. Tiden var ikke moden, mente skatteminister Morten Bødskov, da ministeren præsenterede en grøn skattereform.
"Det har den simple forklaring, at ingen aner, hvordan man eksempelvis skal CO2-beskatte dansk landbrug og andre dele af vores erhverv og industri." "Det har vi aftalt i Folketinget, at vi nu undersøger nærmere. Det, vi lægger op til nu, er det, vi kan gøre nu og her," siger Bødskov.
Det politiske mål i Danmark er at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.
V-formand havde ønsket sig en ensartet CO2-afgift