L&F roser regeringens fravalg af CO2-afgifter

En CO2-afgift ville have kostet vækst og arbejdspladser, mener Landbrug & Fødevarer. Organisationen frygter dog, at højere energiafgifter og en ny investeringsordning ikke vil have en ligelig effekt for landbrugets virksomheder.

Det var manglerne hos regeringens udspil til en grøn skattereform, som vakte glæde hos Landbrug & Fødevarer.

Organisationen roser således regeringen for ikke at foreslå en overordnet CO2-afgift.

Det skriver Landbrug & Fødevarers adm. direktør Anne Ahrnung i en skriftlig kommentar.

"Vi vil gerne kvittere for, at regeringen ikke lægger op til, at Danmark skal gå enegang og lave en ny stor afgift på metan og lattergas. Det vil koste vækst og arbejdspladser – og potentielt set skævvride Danmark regionalt," siger Anne Ahrnung i en skriftlig kommentar.

Efterspørgslen på en ensartet CO2-afgift er ellers stor blandt regeringens støttepartier, forskere og interesseorganisationer.

I stedet foreslår regeringen, at energiafgiften skal hæves med 715 mio. kr. i perioden 2021 til 2025. Det er en femdobling af afgiften for landbrugets vedkommende.

I samme periode vil erhvervslivet få hjælp til den grønne omstilling for i alt 4,5 mia. kr.

"Vi er enige i behovet for grønne justeringer i det nuværende afgiftssystem og derfor er det godt, at regeringen indfører forbedrede fradragsmuligheder til at investere i klimavenlige maskiner mv. Oven på Coronakrisen er overskuddene i danske virksomheder dog små, så mulighederne for at benytte fradragene er ikke store," siger Anne Ahrnung.

Anne Ahrnung mener, at det er bekymrende, at regeringen vil indeføre varige højere energiafgifter. De virksomheder, der bliver ramt af de højere energiafgifter, er ikke nødvendigvis dem, som vil kunne benytte investeringsordningerne i tilsvarende grad.

"Hvis man i regeringens udspil havde koblet den øgede beskatning med målrettede varige lempelser til de samme virksomheder,  ville det være mere rimeligt. Det ville beskytte danske arbejdspladser bedst muligt, samtidig med at vi sikrer en styrket grøn omstilling," siger Anne Ahrnung.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også