Forsker frygter for en øget protektionisme i EU's landbrugssektor

Coronakrisen kan sparke gang i en øget protektionisme på det europæiske marked for landbrugs- og fødevarer. Strømningen kommer fra nationer som Italien, Spanien og Frankrig, siger seniorrådgiver Henning Otte Hansen.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Selvom de europæiske markeder for landbrugs- og fødevarer har været mindre påvirket af coronakrisen end så mange andre brancher, kan krisen alligevel sætte et urovækkende præg på eksporten.

Coronakrisens efterspil på markedet kan nemlig blive præget af protektionisme forårsaget af politiske indgreb.

Gisningen kommer fra seniorrådgiver på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, Henning Otte Hansen.

Han sidder i ekspertgruppe under EU-Kommissionen sammen med 25 forskere og organisationsfolk fra forskellige EU-lande inden for landbrugs- og fødevaresektoren.

Møderne handler om, hvordan landbruget skal forandres set i lyset af coronakrisen, og her har flere toneangivende personer fra særligt Spanien og Italien plæderet for en øget protektionisme.

"De siger, at vi skal have mindre eksport, forbruget skal være mindre og være lokalt forankret. Vi skal ikke tænke på globaliseringen, men beskytte EU fra omverden," siger Henning Otte Hansen til AgriWatch og tilføjer, at tyske, ungarske og franske aktører nikker medstemmende til forslagene.

"Jeg sagde, at vi også må erkende, at landbrug ikke er det erhverv, der er ramt mest. Der er andre erhverv, der er ramt langt mere, men det vil de ikke have med i vores rapport. De mente ikke, at det var sandt," fortsætter han.

Et påskud

Henning Otte Hansen er urolig for den politiske strømning og mener ikke, at en mulig protektionisme bygger på fakta.

Ifølge hans egne udregninger baseret på Danmarks Statistiks og WTO's data vil den internationale handel med landbrugs- og fødevarer falde betragteligt mindre end handlen med industriprodukter.

Tages Danmark som eksempel steg den danske eksport af landbrugs- og fødevareprodukter med 2 pct. i april 2020 sammenlignet med året forinden.

Den øvrige danske eksport faldt med 16 pct.

"Grundlæggende tror jeg, at de pågældende nationer er klemt. De kan ikke klare sig i en europæisk konkurrence. De prøver at finde nogle undskyldninger, og så kommer coronakrisen, og de bruger det til at beskytte deres landbrug," siger Henning Otte Hansen.

Protektionisme er et velkendt fænomen under krisetider. Selvom coronakrisen er ekstraordinær, så oplevede man samme tendens under finanskrisen ifølge Henning Otte Hansen.

Krisen for ti år siden resulterede også i mindre samhandel mellem lande, som i stedet søgte de nære markeder. Her oplevede salget af landbrugsvarer også kun en mindre tilbagegang.

"Visse medlemmer i ekspertgruppen forklarer sig med, at når der kommer en ny pandemi, kan vi risikere, at vi ikke har nok fødevarer, så vi skal have vores egne fødevareforsyninger. Det er noget vrøvl, der har været masser af fødevarer," siger Henning Otte Hansen.

Konsekvenser for åbne lande

Henning Otte Hansen mener ikke, at protektionismen vil komme for at blive, men så længe coronakrisen spiller en rolle i samfundet, vil indelukketheden spille ind på de globale eksportmarkeder.

Seniorrådgiveren lægger ikke skjul på sin egen holdning til tilgangen, og der vil være flere tabere end vindere, hvis tankegangen vinder indtog hos nok nationer.

At lukke om sig selv kan gavne de "svage" landmænd, som ikke driver storproduktion, og stater med en svag landbrugssektor, imens de store landmænd med fokus på eksportmarkederne vil opleve at få det svært. Samtidig vil forbrugerne mærke stigende fødevarepriser.

"Eksportafhængige nationer vil blive ramt hårdest som blandt andet Danmark og Holland samt New Zealand," siger Henning Otte Hansen, som ikke tør sige, hvor meget eksporten af landbrugs- og fødevarer vil blive påvirket.

Af nævneværdige importlande uden for Europa nævner Henning Otte lande som USA, Japan og til dels Kina som lande, han frygter vil lukke om sig selv i højere grad.

Hvis store dele af ekspertgruppen er enige om, at protektionisme er vejen, kunne du så ikke være den, der tager fejl?

"Set samfundsøkonomisk er frihandel med til at give bedre og billigere fødevarer til forbrugerne. Den manglende konkurrencekraft er en sovepude, hvor man producerer uden pres for at være effektive. Hvis man er i en åben økonomi, må man producere det, man er bedst til. Det kan måske være biler i Italien, og så må fødevarer produceres i Danmark," siger Henning Otte Hansen.

Eksportandelen for den danske landbrugssektor var på omkring 65 pct. i april 2020.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også