Miljøvismand: Landbrug i Danmark er mindre CO2-effektivt end EU-gennemsnit
Landbrugsproduktionen i Danmark er mindre CO2-effektivt end gennemsnittet i EU. Det vurderer Lars Gårn Hansen, miljøøkonomisk vismand og professor ved Københavns Universitet.
Det skriver Altinget.
"Samlet set kan Danmark ikke bryste sig af at have en særligt klimavenlig landbrugsproduktion i EU-sammenhæng. Hvis vi opgør det i gennemsnit og kigger på, hvor mange penge der tjenes per ton udledt CO2, så er dansk landbrug mindre CO2-effektivt end landbruget i resten af EU. Kun lidt mindre – men mindre," siger Lars Gårn Hansen til Altinget.
Han mener, at de første mange klimatiltag i landbruget vil give samfundsøkonomisk overskud.
Hans Roust Thysen, klimachef i Seges, siger, at dansk landbrug er blandt de mest klimavenlige i verden på flere områder.
I maj udkom en rapport fra DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi fra Aarhus Universitet. Den viste, at reduktionen af landbrugets CO2-udledning har rykket sig fra 10,57 mio. ton i 2010 til 10,68 mio. ton i 2018.