34-årig sigtet for tyveri af svinekød for 420.000 kroner
En 34-årig rumænsk mand sigtes for at have stjålet en lastvognstrailer fyldt med svinekød for 420.000 kroner.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Traileren med lasten blev stjålet 18. december i Holstebro.
Allerede samme dag blev rumæneren anholdt i Nordtyskland, mens han sad bag rattet med den stjålne last.
Torsdag blev han udleveret til Danmark, og fredag blev manden så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.
Der var ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi tale om et lukket grundlovsforhør.
Det kan hænge sammen med, at politiet mener, der er en medgerningsmand på fri fod.
Den rumænske mand sigtes dels for tyveri, dels for hæleri.
Dommeren besluttede efter grundlovsforhøret at varetægtsfængsle manden i fire uger.
Han nægter sig skyldig, men han har ikke kæret varetægtsfængslingen.
Ifølge politiet kan der ikke gives yderligere oplysninger i sagen af hensyn til efterforskningen.
Brasiliansk kødgigant ekspanderer i gode tider
Svinepesten spreder sig: Plan om grænsehegn mellem Tyskland og Polen
Relaterede artikler:
Brasiliansk kødgigant ekspanderer i gode tider
For abonnenter