Eksporten af økologi falder efter 12 år med fremgang

Salget af økologiske varer til udlandet faldt i 2018 til 2,9 mia. kr. Salget til Kina blev halveret.
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Efter 12 år med stigende eksport af økologiske varer til udlandet gik salget tilbage i 2018. 

Samlet var eksporten på 2,9 mia. kr. Det er et fald på knap 50 mio. kr. fra året før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Tilbagegangen skyldes især et faldende salg af foderstoffer, men der blev også sendt færre mejeriprodukter og æg på tværs af landegrænserne. 

Den meget tørre sommer i 2018 kan have spillet ind på udviklingen i salget af korn- og foderstoffer, da høsten var lavere end normalt sidste år, skriver Danmarks Statistik.

Eksporten af økologi går især til Tyskland. Derefter følger Sverige, Holland, Frankrig og Kina. 

Eksporten er gået tilbage i alle de fem lande undtagen Holland. Salget til Kina er næsten halveret over det seneste år til 170 mio. kr., hvilket er det laveste siden 2015. 

Selv om eksporten gik tilbage i 2018, er salget af økologi til udlandet samlet set 12-doblet over de seneste 15 år. 

Mens eksporten faldt i 2018, steg importen af økologi fra udlandet med 15 pct. til 4,4 mia. kr.

Lidt mere end en tredjedel af importen er især frugt og grønt. Det er også den varegruppe, der udgør den største del af stigningen i importen. 

Samtidig er importen af økologisk vin næsten blevet fordoblet over det seneste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også