Danskejet landbrug i Østeuropa ramt af svinepest

Frygt er blevet til virkelighed for danskejede DanBred Arges, der driver landbrug i Rumænien. Selskabets svinebestand er blevet ramt af afrikansk svinepest, og alle 30.000 svin i slagtesvinestaldene er aflivet.
Det skriver Landbrugsavisen.
"Vi har investeret mange mio. kr. i sikkerhed, og vi har indført stramme procedurer i forhold til de ansatte og for transport ind og ud af farmen. Så vi troede faktisk, at vi kunne holde besætningen fri for svinepest", siger Laurids Søndergaard til mediet.
DanBred Arges er ejet af Laurids Søndergaard, Martin Agerskov og to rumænere. Selskabet producerer årligt 75.000 slagtesvin og 150.000 smågrise, mens det også har 1.400 hektar med planteavl.