Storbonde om vejspærring: Jeg tager én for holdet

Vejen Kommune og storbonde har hver især brugt mere end fire millioner kroner på betændt sag om lukket vej.
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Tirsdag er det ét år siden, at storbonden Martin Lund Madsen kørte sandsække og halmballer ind på Skovgårdsvej i Vejen og blokerede vejen.

Det gjorde han, fordi han havde fået Højesterets ord for, at en ekspropriation af hans jord til etablering af vejen var ulovlig.

Et år senere er vejen stadig lukket, og der er ingen afklaring i striden.

Imens slås lokalsamfundet med følgerne af vejlukningen.

"Den tunge trafik gennem byen er markant øget. Forleden blev der talt 35 tunge køretøjer bare på en formiddag," siger Else Flansmose.

Hun er formand for Askov Bylaug og mærker til daglig konsekvensen af den afspærrede vej.

"Med en hovedgade, der i forvejen er meget smal, så giver det nogle farlige trafiksituationer, vi helst havde været foruden."

Sagen handler om det juridiske grundlag for ekspropriering af jorden.

Højesteret slog fast, at man ikke kunne ekspropriere jorden efter elektrificeringsloven.

Det fik Vejen Kommune til at ekspropriere jorden på ny - denne gang efter vejloven.

Martin Lund Madsen, der er en af landets største svineproducenter, har indtil videre brugt over 4 mio. kr. på rådgivning i den spektakulære sag.

For ham er sagen principiel, og han er villig til at "følge den helt til dørs".

"Jeg bliver nødt til at tage én for holdet her for at sikre den private ejendomsret i Danmark," siger han.

Storbonden mener, at Vejen Kommune er på afveje, fordi kommunen ikke respekterer, at han har vundet sagen ved Højesteret.

Hos Vejen Kommune afviser formand for teknik- og miljøudvalget Vagn Sørensen (V) kritikken.

"Det groteske er, at hvis vi fra starten bare havde anlagt vejen efter en anden lovgivning, så havde vejen ligget præcist, hvor den ligger i dag og været fuldt lovligt" siger han.

Frem til juli i år har den sydjyske kommune brugt 4,5 millioner kroner på ekstern rådgivning i sagen.

Frederik Waage, lektor og forskningsleder ved Syddansk Universitet, bruger sagen over for sine studerende, når han underviser i ekspropriationsret.

"Det er jo ganske ekstraordinært, at en borger fuldt lovligt kan blokere en offentlig vej og skabe større trafikale problemer."

"Men det illustrerer jo, hvor vigtigt det er, at man eksproprierer på det rigtige grundlag," siger han.

Vejdirektoratet har bebudet en afgørelse i sagen inden udgangen af oktober.

L&F anbefaler konsolidering for svineproducenter: "Efter optur kommer altid nedtur" 

Danish Crown 16-dobler eksporten til Kina 

Herregårds værdipapirer sikrer overskud  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også